Christiansfeld Kegleklub nomineret til ’Årets Forening’ i kommunen

Hvert år i januar uddeler Kolding Kommune en lang række priser til fritids- og foreningslivet i hele kommunen. I år er Christiansfeld Kegleklub nomineret til ”Årets Forening”.
I begrundelsen lyder det:
”Christiansfeld Kegleklub er et forbillede på frivillighed og tradition. Klubben afholder årligt åbent hus, kampagner som ’Ta’ en ven med til kegler’, turneringer og sociale arrangementer, hvor medlemmer deltager aktivt og på tværs af generationer.
For medlemmer med fysiske udfordringer har klubben lavet særlige stativer, så alle kan være med.
Det sociale fællesskab og glæden ved keglesporten er tydelig, og det er ikke usædvanligt med over 100 deltagere til klubbens sociale arrangementer.
De mange frivillige står bag alt fra planlægning til afvikling af både sport og sociale aktiviteter, hvilket gør klubben til en hjørnesten i lokalsamfundet,” lyder det i begrundelsen.
Men kegleklubben skal konkurrere med Kolding Dart Club og Fynslund Boldklub.
Awardshow
Hvem der kåres, afgøres den 26. januar 2026, hvor Kolding Kommune traditionen tro holder et festligt awardshow.
Komiker, konferencier og koldingenser Daniel Lill står i spidsen for aftenens program og sørger for underholdning og masser af smil. Showet byder derudover på musikalske indslag fra talentfulde unge fra Kolding.
Alle er inviteret, og billetterne er gratis. De kan bestilles via Kolding Kommunes hjemmeside.
Årets Leder
Samme aften kåres også ”Årets Leder”, hvor de nomerede er: Lisbeth Diemer, KFUM & K i Kolding, som har oprettet en ”børnehøjskole”, karateinstruktør Mariana Cartliares, Asia Sport Center, og Karsten Vium Strandridder, som i ti år har været både leder og træner i Kolding Volleyball Klub.
Publikumsprisen
Mens det er fagfolk, der finder disse priser, findes der også en ”Årets Publikumspris”, som afgøres af publikums stemmer.
Her er de tre nominerede: Kolding KFUM Familieidræt, KIF Fodbold for KIF Social og Kolding Taekwondo Klub.
Vinderne modtager et rejselegat på 10.000 kr.
