Sonja slipper fantasien løs med adventsstjerner
For Sonja Jørgensen kan den berømte Herrnhuter Adventsstjerne også sprede lys, varme og hygge i dekorationer. Hun inspirerer gerne i Shop Karibu i Nørregade, Christiansfeld.
Sonja er vild med stjerner. Ikke hvilke som helst af slagsen. Men de berømte Herrnhuter Adventsstjerner fra Christiansfeld, der pryder utallige hjem op mod jul.
Her skaber stjernerne lys, varme og hygge, mens de zoomer ind på midtpunktet i julens budskab: at den almægtige Gud blev et lille menneskebarn.
Dekorationer skaber hygge og højtidsstemning
Men der er endnu en dimension i stjernerne for Sonja Jørgensen, der jævnligt tager turen fra hjembyen Fredericia til Christiansfeld for at stå som frivillig i butikken Shop Karibu i Nørregade.
Stå er så meget sagt, for Sonja kan ikke stå stille, men må kaste sig ud i det ene kreative projekt efter det andet. For hende er stjernerne også pynt i dekorationer, som skaber hygge og højtidsstemning i de små hjem, især ved store højtider som jul, barnedåb og konfirmation.
Kun fantasien sætter grænser
Og her op til jul har hun skabt en række dekorationer, som kan inspirere andre til at følge hendes eksempel. Hun bruger især de små 8 centimeter herrnhuter-stjerner med batteriadapter til at lyse op i kreative dekorationer, hvor ”kun fantasien sætter grænser”, som hun udtrykker det.
– Jeg synes, det er enormt spændende. Nogle gange tager jeg ud i skoven for at finde ting og sager, mos og grene og den slags, som jeg kan bruge i mine dekorationer, siger hun.
Så stjernerne er ikke kun til at hænge i vinduer, siger du?
– Nej, jeg synes, de præsenterer sig så godt i dekorationer. Vi har dem ikke kun i hvid, men også i gul, blå og rød.
Derfor kan man fint kombinere stjernerne med gran, kogler, kugler og blade fra planter. Og netop fordi stjernerne fås i så mange farver, kan de også bruges til andre højtider.
– Man kan jo fint bruge en blå stjerne sammen med hvid, når der er barnedåb af en dreng. Og hvis det er en pige, så rød. Igen: Kun fantasien sætter grænser.
Pynt i have og skov
Sonja har udstillet nogle af sine egne kreationer i Shop Karibu i Nørregade, hvor kunderne tit spørger ind til, hvordan hun har lavet dem så flotte.
– Man kan jo bruge stort set hvad som helst til at dekorere med. Så jeg opfordrer kunderne til at gå ud i deres haver og se, hvad de kan finde af beplantning. Hvis de så har en oasis, de har gennemblødt, kan de dække den med mos og derefter stikke grene og alskens planter i den. Og derefter supplere med kogler og kugler efter behag.
De berømte adventsstjerner fra Herrnhut i Tyskland blev designet omkring 1860 af en matematiklærer i Brødremenighedens skole i nabobyen Niesky. Han ville udfordre sine elever til at omsætte matematik til geometriske former. Eleverne fik til opgave at lave stjerner med 25 spidser, 17 med en firkantet fod og otte med en trekantet. Og således var Herrnhuter Adventsstjernen skabt.
Shop Karibu i Nørregade forhandler stjernerne og har åbent alle hverdage mellem kl. 10 og 16 og på lørdage mellem 10 og 13.30.
Af journalist Svend Løbner

