Byens højeste juletræ er måske Danmarks højeste
Calle Freytag har i år hængt julekæder på familiens 20 meter høje grantræ, og i toppen er der en ægte Christiansfelder-stjerne.

Da Calle Freytag var barn, pyntede han og søsteren Lykke det lille grantræ, som deres farfar havde plantet i forhaven.
– Dengang var det vel kun 1-2 meter, fortæller mekaniker Calle Freytag, som nu driver en maskinudlejningsvirksomhed med lifte i den sydlige del af Christiansfeld. Kvarteret kaldes også Favstrup.
– Nu er træet 20 meter højt. Og jeg fik den idé, at nu skulle det pyntes til jul.
Men det er så højt, at jeg ikke engang kunne nøjes med den lift, jeg selv har. Jeg måtte ud og leje en 21 meter høj lift for at sætte stjernen på plads i toppen.
Jeg har fået lavet en stjerneholder af metal. For der skal jo noget til, når man sætter den største af Christiansfelder-stjernerne op. Nedefra ser stjernen ikke særlig stor ud. Men det er altså den største, man kan købe, fortæller Calle Freytag.
Den stjerne, han har sat op, er 130 cm fra spids til spids. Den koster 2.350 kr.
Hertil kommer de ca. 200 meter lyskabler, som Calle har hængt fra top til bund på det store juletræ. Så Calle skønner, at han nok har brugt over 10.000 kr. på sin julepyntning.
Men det er jo også kun jul én gang om året. Og det store juletræ og stjernen stråler ud over den sydlige del af Christiansfeld.
Det får mange til at køre eller gå forbi huset, der ligger overfor OK Benzin.
– Mange har også sagt til mig, at de synes, det ser godt ud, og at det er en god idé, som sætter dem i julestemning, fortæller Calle Freytag.
Han er i øvrigt den tredje Calle Freytag i juletræets historie. For både farfar og far hed Calle Freytag.
Der er ingen tvivl om, at træet er det højeste i Christiansfeld. Men ikke nok med det…
– Jeg har søgt på nettet for at finde et træ, der er højere, men har ikke fundet et. I Kolding havde man sidste år et træ på 24 meter, men det væltede i blæsten. Så måske er vores træ det højeste i hele Danmark, siger Calle.