Søger efter præst, som vil bo i gammel historisk præstegård

Den nye præst skal bo i den gamle, hyggelige historiske præstegård i Hjarup.

Hjarup/Vamdrup: Årsagen, til at embedet som præst i Hjarup har været ledigt siden sidste sommer og endnu ikke er besat, kan hænge sammen med, at de interesserede ikke har fundet præsteboligen i den gamle præstegård i Hjarup god nok.

Formanden for Meningsrådet ved Hjarup Kirke, Lars Vodder Lauridsen, fortæller til avisen, at de kirkelige opgaver deles ligeligt mellem to præster ved kirkerne i Hjarup og Vamdrup. Men for det ledige embede gælder, at præsteboligen tilbydes i den gamle stråtækte præstegård i Hjarup:

– Og det, vi har oplevet, er, at de interesserede i embedet nok ikke har ment, at boligens standard i præstegården rigtigt egner sig for en moderne familie. Vi har derfor nedsat et udvalg, som nu skal stå for en restaurering af boligen, fortæller Lars Vodder Lauridsen videre.

Menighedsrådet i Hjarup har længe med lys og lygte ledt efter en ny præst. Stillingen har været slået op to gange. Embedet blev ledig efter Maria König sidste sommer forlod embedet for at søge nye udfordringer:
Nu er stillingsopslaget sat i bero. Det skyldes, at menighedsrådet har fundet en midlertidig afløser, som er trådt til, indtil der på et tidspunkt kan findes en ny, fast præst, som også vil bo i den gamle, hyggelige historiske præstegård.

Afløseren hedder Heinrich Wichmann Pedersen, og han er pensioneret fra en stilling som sognepræst i Nørup:

– Vi er glade for Heinrich Pedersen – og vi har på fornemmelsen, at det er menigheden også, lyder det fra Lars Vodder Lauridsen fra Hjarup.

Kirkernes faste præst Trine Lydeking Pedersen har bopæl i en moderne præstebolig i Vamdrup. De to præster har fælles kontor ved kirken i Vamdrup.

Se også