Ny ejendomsmægler vil indtage byen fra tidligere café i centrum

Den første april åbner RealMæglerne fra Haderslev en afdeling i den tidligere Café 1773 i Christiansfelds centrum.
– Ja, vi er allerede i fuld gang med at gøre klar. Sidste år solgte vi 12 boliger i Christiansfeld-området (inkl. Sjølund, Hejls og Hejlsminde). Og selv om butikken ikke er åbnet endnu, så er vi naturligvis til at få fat på, fortæller Lasse Erbs, som sammen med Kim Lykkeskov og Heidi Valentin udgør ejerne.
Ejendomsmæglerfirmaet gør især meget ud af at lægge præsentations-videoer på nettet. De har lavet 1050 videoer…!
– Og nu er vi igang med at lave en video om Christiansfeld som by med al dens historie. For når man køber et hus, så betyder det meget, hvordan omgivelserne er, siger Lasse Erbs.
RealMæglerne Haderslev & Vojens har to år i træk vundet prisen som ”Danmarks bedste mægler på Sociale Medier”.
Firmaet har siden 2024 haft til huse på Jomfrustien 8 i Haderslev. Afdelingen i Christiansfeld skal være klar inden påske, som er en tid, hvor mange ser på huse. Den bliver bl.a. bemandet med Louis Sejer Strodthoff fra Anslet.