Hjælpsom mand fylder 80 år

Ole Søgaard Jørgensen er et kendt ansigt i Christiansfeld. Specielt indenfor foreningsarbejde.
Ole stammer fra Ølgod og læste til diakon på Kolonien Filadelfia i Dianalund. Han mødte Edel fra Hjerndrup og de blev gift i 1987. De boede først en tid i Aarhus. Og det var ifølge Ole pigernes skyld, at familien flyttede til Edels hjemegn. For deres tre piger: Anne, Irene og Maria – ville gerne bo i nærheden af bedsteforældrene Marie og Anton Erlang og Edels øvrige familie i Hjerndrup.
Familien slog sig ned på en ejendom på Kokærvej 9, hvor de stadig bor.
Blandt de job, Ole har haft, er det længstvarende på Sillerup Plejehjem, hvor han var i hele 24 år og tog sig af beboerne med sit store hjerte.
Ved siden af jobbet var Ole med i meget frivilligt arbejde. Han har fx sunget i kor både i Tyrstrup Kirke og i Brødremenighedens kirkekor.
I en del år hjalp han BDMs genbrugsbutikker med at hente og bringe møbler. Hans faste makker var Tage Bruun. Men de måtte begge give op for et par år siden, fordi det blev for hårdt at flytte rundt på de tunge møbler, som folk ville forære til genbrug.
Ole har også hjulpet mange andre med alle mulige opgaver. Fx med biler, som han altid har haft et par stykker af på den nedlagte ejendom på Kokærvej, hvor de stadig bor.
Den 16. februar fylder Ole Søgaard Jørgensen 80 år, og det fejres bl.a. på Brødremenighedens Hotel i weekenden forud.