VAMDRUP_LUNDERSKOV /Mandag d. 1. juni 2026
Netavisen 01.06.2026
——————————
Nu trækkes Kolding Kommune
ind i sag om ødelagt hus i Vamdrup

VAMDRUP: Nu er der åbenbart trykket på knappen for en stævning af Kolding Kommune ved Retten i Kolding i sagen om erstatning for det ødelagte hus på Nørregade 11 i Vamdrup. Det oplyser Per Henriksen Dideriksen, søn af husets ejer 72-årige Anne Margarethe Dideriksen, på Facebook.
Som tidligere omtalt har forberedelserne til en sag været i gang i nogen tid, rejst af Anne Margrethe Dideriksen mod Vejen Boligselskab, som bygherre med om krav om erstatning for ødelæggelserne på hendes hus, pådraget i forbindelse med opførelsen af en stor boligblok på, i en afstand på kun 88 centimeter fra hendes hus.
Og nu er sagen så, efter de oplysninger vi har, udvidet til også at omfatte en stævning mod Kolding Kommune, som medansvarlig. Og her lyder anklagerne, som vi har læst det, blandt andet på, at kommunen ikke under boligbyggeriet på nabogrunden til Anne Magrethe Dideriksens ødelagte hus har udført tilstrækkelig lovpligtigt tilsyn, og har heller ikke foretaget tilstrækkelig lovpligtig nabohøring, før byggeriet gik i gang. Og så skulle der heller ikke være udført nødvendige jordbundsprøver på Anne Margretes Dideriksens grund. Og endelig har kommunen også have udstedt en byggetilladelse for boligbyggeriet, der er erklæret for ulovlig af Ankemyndigheden.
Som tidligere omtalt her i avisen har Anne Margrethe Dideriksens hus på Nørregade under opførelsen af etagebyggeriet på nabogrunden lidt store skader, som menes at stamme fra rystelser i jorden under byggeprocessen.
Huset har blandt andet slået store revner både ude og inde, og det har forskubbet sig så meget, at selve fordøren blev blokeret.
Men ingen har hidtil villet tage ansvar for skaderne. Derfor er sagen nu endt i Retten. Det har ikke været muligt under forløbet at få sagen kommenteret hos kommunen. Ingen vil udtale sig. Alle har åbenbart fåret mundkurv på. /seb
——————————————————
Fængselsdomme for
hjemmerøveriet
i Lunderskov
LUNDERSKOV: Så er der faldet domme i røverisagen fra Lunderskov. Fire personer blev fredag i Retten i Kolding idømt fængselsstraffe.
Røveriet blev, som omtalt forleden, begået i en bolig på Reinholdts Bakke i Lunderskov i oktober 2025. Den ene af de tiltalte blev også dømt for andre forhold, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Retten fandt de fire tiltalte skyldige i grov vold, røveri og forsøg på røveri. i huset Reinholdt Bakke, hvor to forurettede opholdt sig. De fire personer medbragte en luftpistol, som de truede med, ligesom de slog begge forurettede i hovedet med pistolen.
De tvang herefter en af de forurettede til at udlevere sit hævekort og kode, som de hævede 500 kroner fra, ligesom de tog en række af hans ejendele med sig. Den anden tvang de ind i en bil og kørte til en bank i Kolding for at få den forurettede til at hæve et større kontantbeløb.
Men, mens de ventede ved banken, kom politiet og anholdt her den ene af de fire tiltalte, en 47-årig mand. Ved banken fik politiet også øje på en bil, som efter forsøgte at køre fra en patrulje. Da bilen blev bragt til standsning fandt politiet i den en række genstande, der tilhørte den forurettede samt en kniv og den ved røveriet anvendte luftpistol.
Den 30-årige mand, der førte bilen, blev også dømt for at forvolde fare for andre trafikanter, da han forsøgte at køre fra politiet, ligesom han i øvrigt var påvirket af euforiserende stoffer og frakendt førerretten. Bilen blev derfor konfiskeret.
Den fjerde mand, der blev kendt skyldig, blev anholdt et par timer efter i Fredericia, hvor han begik husfredskrænkelser.
Retten idømte den 30-årige fører af bilen to år og seks måneders fængsel, for røveri, at forvolde fare, narkokørsel og overtrædelse af knivloven. Den anden 30-årige mand blev straffet med et år og seks måneders fængsel for røveri og husfredskrænkelse.
Den 47-årige mand, der blev anholdt ved banken, fik et år og fire måneders fængsel, mens den 30-årige kvinde blev idømt et år og seks måneders fængsel. Alle fire personer har været varetægtsfængslet siden forholdene blev begået. Og de skal fortsat være fængslede efter dommen.
Tre af de tiltalte modtog dommen, mens den 47-årige udbad sig betænkningstid. /seb.
—————————————————————————————
Kære læsere af Netavisen
Vi er nu gået ind i juni måned. Sommeren er kommet. Og det er den også for Netavisen. Og det betyder, at avisen i den kommende tid kun vil udkomme lejlighedsvis – skal vi kalde det sådan lidt i spredt fægtning.
Og de lokale nyheder, der måtte komme, kan så læses på Fællesavisens hjemmeside og i den trykte avis, som kan tages gratis med hjem fra flere steder i lokalområdet. I ønskes alle en god sommer. Tak for støtten.
De venligste hilsner
Svend Erik Brodersen (seb)
Journalist/redaktør
Netavisen/Fællesavisen
———————————————————————————