Stort areal ved Jordrup sikres mod forurening
JORDRUP: Nu sikres 89 hektar jord mellem Lunderskov og Jordrup mod sprøjtegifte.
Tre lodsejere har indgået permanente aftaler med EWII om aldrig at bruge pesticider eller sprede slam på arealerne. Det skriver EWII i en pressemeddelelse.
Jorden ligger i det område, der danner grundvand til Trudsbro Vandværk, som forsyner store dele af Kolding med drikkevand.
Det store grundvandsdannende område er i alt på 950 hektar. Med de nye aftaler er en fjerdedel nu permanent beskyttet, lyder det fra EWII.
Ægteparret Andreas og Nina Hindbo ejer 48 hektar af jorden. De fortæller, at de vil nu plante skov og skabe søer på området.
/ seb