Stor interesse for Hejls-egnens historie
Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)
HEJLS/HEJLSMINDE: Der er åbenbart stor interesse for at høre, se og læse om historie omkring Hejls og Hejlsminde. Det viste sig, da Lokalhistorisk Forening og Arkiv for Hejls-Hejlsminde lørdag markerede foreningens 40-års-jubilæum med åbent hus på Hejls Gamle Skole. Ikke færre end 140 kikkede inden for i løbet af dagen.
»Det var en fantastisk god dag,« lyder det fra en glad og tilfreds formand for foreningen gennem de seneste 35 år af dens 40-årige levetid, Gunnar M. Krag.
Dagen bød på tre attraktive udstillinger, foredrag og kaffebord både formiddag og eftermiddag:
»Om formiddagen drak vi kaffe med rundstykker med en dram til, og om eftermiddagen bød vi på kaffebord med brød bagt efter opskrifter i »Den gamle kogebog«, som er genoptrykt i fem oplag i 1.700 eksemplarer,« fortæller Gunnar M. Krag.
Det var også ham, der stod for foredragene, som handlede om foreningens historie fra starten i 1981 og frem til i dag, og som blandt andet gennem tiderne havde budt på 25 udstillinger og 151 foredrag og billedfremvisninger.
Stor interesse
for udstillingerne
»Der var nok især meget stor interesse for udstillingen, som fortalte om livet i dagligdagen gennem tiderne her i lokalområdet. Her var der ofte så mange folk, at det indimellem nok kunne være lidt svært at komme tæt på.
Også de seneste arkæologisk fund på Bygebjergs marker tiltrak opmærksomhed. Og det samme med udstillingen »Hejls som grænsesogn fra 1864 til 1920«, fortæller Gunnar M. Krag. Blandt de mange besøgende ved jubilæumsarrangementet på Hejls Gl. Skole var der også gratulanter fra naboforeningerne og arkiverne i Vamdrup, Lunderskov, Kolding, Sjølund og Christiansfeld:
»Vi er naturligvis meget glade og stolte over den store interesse, der blev udvist for os i anledning af jubilæet, og jeg vil her sige tak for den store interesse, der er for det arbejde vi udfører i foreningen for at bevare minderne om egnens historie«, lyder det slutteligt fra Gunnar M. Krag.