Vidtspændende og flot koncert med Det Fynske Kammerkor
Mange havde set frem til årets sidste koncert hos foreningen KLASSISK Christiansfeld i Brødremenighedens Kirke lørdag eftermiddag med Det Fynske Kammerkor, der heller ikke skuffede publikums høje forventninger.
Af Lars Østergaard Jensen
Solens sidste stråler lyste ind i kirkerummet, da korets medlemmer og dirigenten Alice Granum indledte koncerten, der var et overflødighedshorn af sange og arrangementer fra mange lande som Danmark, Sverige, Norge, Island, Estland, Tyskland, England, USA, Canada og Ukraine. Stilmæssigt spændte repertoiret fra klassisk dansk guldalder med kendte tekster af Grundtvig og H.C. Andersen til det smukke, forførende nutidige musikstykke Peace af den svenske komponist Martin Åsander.
Programmet havde overvægt af skandinaviske musikstykker og sange, men rummede også mere ukendte og `eksotiske` værker som den ukrainske julesang, Carol of the Bells komponeret i 1924 af Mykola Leontovych med tekst af Peter J. Wilhousky eller værket Ubi Caritas et Amor skrevet af den nulevende estlandske komponist Rihard Dubra
Fremhæves bør også O Magnum Mysterium af den amerikanske komponist af dansk afstamning, Morten Johannes Lauridsen. Den latinske tekst er fra en katolsk morgenbøn, der har inspireret andre komponister gennem tiderne.
På programmet var dertil Huron Carol, måske Canadas ældste julesang skrevet tilbage i 1642 af en jesuitisk missionær, Jean de Brébeuf, som virkede i den indianske Huron stamme. Teksten skrev han på det oprindelige Huron sprog. Melodien tog afsæt i en traditionel fransk folklore sang, Une Jeune Pucelle.
Efter koncerten talte jeg med leder af koret Laudamus i Tyrstrup Kirke, Karin Mølbak. Hun udtalte: ”En meget smuk julekoncert med såvel klassiske julesange som mere ukendte værker, der, sunget af Det Fynske Kammerkor, kommer helt til sin ret – med den sværhedsgrad det har, og som koret kan synge under den altid kyndige, kærlige og konsekvente måde Alice Granum leder og dirigerer koret på. Det er en stor oplevelse at se en kordirigent, som mestrer den svære kunst at få koret til at synge med en sådan unik klang, hvor hver enkelt stemmegruppe er besat med gode stemmer, der også kan bære solistpartier.«
I forbindelse med den vellykkede koncert præsenterede foreningen KLASSISK Christiansfeld deres program for 2022, der indeholder forskellige musikformer med både nye og gammelkendte navne.