Kolding Kommune stikker en kæp i hjulet for nyt lokalt forsamlingshus
Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)
CHRISTIANSFELD: At omdanne en gammel historisk gård i Christiansfeld til et efter ejerens oplysning levende kultur-, historie og natursted bliver næppe til noget.
Det handler om ejendommen Brosbjergvej 11, beliggende lige i den sydlige del af Christiansfeld by.
Men kommunens Plan- Bolig- og Miljøudvalg har stukket en kæp i hjulet for planerne, ved ikke at dispensere fra landzoneloven.
I projektet indgik blandt andet at omdanne en overflødig lade på 160 kvadratmeter til forsamlingshus og koncertsted.
En række beboere i området, har i forbindelse med sagen over for kommunen udtrykt bekymring for udsigten til støjgener samt forøget trafik til og fra stedet, idet ejendommen ligger omgivet af boligområder i byzone på begge sider.
Kommunen har vurderet, at det ikke kan udelukkes, at naboerne vil kunne generes af aktiviteterne fra bygningen. Især fra aftenarrangementer i form af koncerter, konferencer og private fester.
Ansøgeren har i forbindelse med sagen oplyst, at det også var tanken at bruge udeområdet som samlingssted og til undervisningsbrug i naturfag for Christiansfeld Skole.
I afslaget har kommunen i øvrigt skævet til at øverste myndighed i den slags sager er Planklagenævnet. I en aktuel sag i en anden kommune har nævnet ændret et kommunalt ja til et afslag. Begrundelsen er derfor, at etablering af erhverv skal ske i områder, der er udlagt til formålet. Den pågældende bygning på Brosbjervej ligger uden for en landsby-afgrænsning, og at det ansøgte formål kan medføre betydelige nabogener i form af trafik og støj.
Afslaget er dog givet med bemærkningen om, at den kommunale forvaltning skal gå i dialog med ansøgeren om andre muligheder for fremtidig anvendelse af bygningerne på Brosbjergvej 11.
Ifølge BBR-registret er der i øjeblikket tre bygninger på adressen. Et stuehus, en stald og den omtalte lade. Ejendommen drives ikke længere som landbrug, og driftsbygningerne er dermed overflødige. Ejendommen er beliggende i landzone, men støder direkte op til et område i byzone, der i kommuneplanen er udlagt til boliger.