Igen gang i udlejningen af Domea-boliger i Christiansfeld

CHRISTIANSFELD: – Det har stået stille længe. Meget længe. Vi ved ikke rigtigt hvorfor. Måske har vi bare været lidt for utålmodige. Men nu er der heldigvis gang i udlejningen igen.

Det siger formanden for boligselskabet Domea, Allan Aistrup. Og det handler om lejlighederne dels i de flotte renoverede tidligere skolebygninger i Lindegade og dels om selskabets nyopførte bygninger i Nørregade. Alle beliggende i centrum af det historiske Christiansfeld.
Allan Aistrup udelukker ikke, at den senere tids annoncering, blandt andet her i Christiansfeld Avis, med gode indflytningstilbud har givet pote, og dermed har spillet en rolle for, at der nu er kommet gang i udlejningen. Og det gælder både for lejlighederne i den gamle skole i Lindegade og for de ny bygninger i Nørregade.
Boligselskabets seneste forsøg på at få lejere til at interessere sig for boligerne i Lindegade og Nørregade er sket gennem annoncer med tilbud om reduceret indskud og reduceret husleje i to år.
– Den manglende interesse for at leje lejlighederne kan også godt hænge sammen med, at vi måske nu har fundet et prisleje for udlejningen, som nok bedre passer til Christiansfeld. For nu er der kun én lejlighed på førstesalen i Lindegade og et par stykker i Nørregade, som endnu ikke er lejet ud, siger Allan Aistrup.
– Kan den langsomme udlejning især i Lindegade skyldes, at der ingen elevator er til førstesalen?
– Det kan det godt være, men der er ikke lovmæssige krav om elevator til boliger på første sal, og der har heller ikke været økonomi til det. Installationen af en elevator er meget dyr, og det ville medføre, at huslejerne blev alt for høje, siger Allan Aistrup.
/ bro

Se også