Svensk kammertrio optrådte i Søstrehuset

Af Lars Østergaard Jensen

Mandag aften den 7. februar ventede en koncertoplevelse af høj karat på publikum i Søstrehuset med Trio Lindgård, Rodrick og Ullén.

Koncerten var arrangeret af foreningen Klassisk Christiansfeld samt Statens Kunstfond. Trioen bestod af tre af Sveriges mest profilerede kammermusikere: Violinisten Jonas Lindgård studerede i Stockholm hos Leo Berling og i udlandet hos Rainer Kussmaul og Isaac Stern. Han har optrådt med Sveriges Radios Symfoniorkester og Nordiske Kammarorkestern i Sundsvall, hvor han er 1.Koncertmester. Cellisten Mattias Rodrick studerede i Malmø og siden hos Steven Doane i London og USA. Han er solocellist på Folkeoperaen i Stockholm og optræder jævnligt med Nordiske Kor. Mattias har bestilt mange nye værker af nordiske komponister, er jurymedlem for STIM og kunstnerisk leder for Musik i Marabouparken i Stockholm. Pianisten Johan Ullén studerede ved det Kungliga Akademien i Stockholm og siden på Sibelius Akademiet i Helsinki. Han har optrådt med de fleste af Sveriges orkestre og turneret i Europa, USA og Sydamerika.
Forventningerne var derfor høje til aftenens koncert, og de blev indfriet i rigt mål. Programmets første punkt var musik af den svenske komponist Elfrida Andrée (1841 til 1929), Europas første kvindelige domkirkeorganist. Hun anses som en pioner, som medvirkede til to lovændringer, der sikrede kvinder ret til at arbejde som organister og telegrafister. Hun anses dertil som en banebrydende komponist og dirigent. Hun komponerede et af sine første værker som 24-årig, en pianokvintet i E-mol.
En sjov krølle på biografien er, at Elfrida i Stockholm fik undervisning i at spille orgel hos en organist ved navn Gustav Mankell. Gustav var født i Christiansfeld, hvor hans far havde en stilling som organist ved Brødremenighedens Kirke. Han var desuden glaspuster, fordi der skulle mere end orgelspil til for at holde årsindkomsten oppe!
Aftenens andet stykke var skrevet af den danske komponist Bo Gunge, født 1964, som fortalte publikum om stykket kaldet Three-0-6. Cand.mag. i musik og drama Bo Gunge har modtaget danske og internationale priser for sine værker. I 2005 var han huskomponist for Sønderjyllands Symfoniorkester og har bl.a. også arbejdet med DR Radiosymfoniorkestret og Den Jyske Opera. Han opererer indenfor traditionelle klassiske genrer, men har også samarbejdet med jazzmusikeren Pierre Dørge.
Efter pausen spillede trioen Piano Trio i g-mol Opus 17 komponeret af Clara Schumann (1819-1896). Hun var elev hos sin far, Friedrich Wieck, som også underviste hendes senere ægtefælle, Robert Schumann. Allerede som 11-årig optrådte hun og høstede anerkendelse i Paris og Wien. Clara og Robert fik 8 børn og havde et nært venskab med Johannes Brahms. Efter Robert Schumanns død fortsatte hun at spille koncerter. Senere blev hun pianolærer på Dr. Hoch`s Konservatorium i Frankfurt.
De svenske kammermusikere høstede stort og fortjent bifald og kvitterede med et ekstra stykke musik.
Foreningens næste koncert holdes onsdag den 9. marts med Charlotte Norholt på fløjte sammen med tre strygere.

Se også