Mange gi’r børnetøj til Ukraines flygtninge

Joan Hejsel fra Used2Kids har fået masser af respons på sit forslag om at give brugt børnetøj og legetøj til det krigsramte Ukraine og flygtningene.

– Jeg har en idé. Håber, at nogen kan se fornuften i det… Jeg står og skal lukke butikken, men har stadig oceaner af tøj m.m. Samtidig står mange ukrainere nu og mangler sådanne helt basale ting.

Sådan skrev Joan Hejsel på sin facebook-side i weekenden.
– Mit forslag går på, at man kan overføre et valgfrit beløb til min butik, som jeg så finder tøj, tæpper, soveposer osv. for til de indsamlinger, der nu finder sted. Man får meget for fx 50 kr., da der jo er ophørsudsalg i butikken med 70 pct. rabat!
– Jeg håber, at I kender mig og butikken godt nok til at vide, at jeg mener det af et godt hjerte. Jeg kan desværre ikke bare forære det hele væk, da det stadig er mit levebrød, og da jeg jo lukker butikken, fordi det ikke løber rundt.
Og rigtig mange svarede ved at sende et valgfrit beløb på 92559 og skrive ”Ukraine” i tekstfeltet.
Da avisen kiggede indenfor i Used2Kids på Lindegade i Christiansfeld, var Joan i fuld gang med at pakke bl.a. strikkehuer og andet varmt tøj. Hun har allerede sendt flere poser af sted. Men butikken bugner stadig af godt børnetøj og fint legetøj endnu i ca. 14 dage, før Joan lukker og slukker i butikken efter 7 år.
– Jeg synes, det er en ganske udmærket idé, siger Jette, en kunde fra Haderslev, som var inde for at finde tøj til sit barnebarn.
Og det kan stadig nås.
Henri.

Se også