Kobborg har to ben i Danmark og ét i Makedonien
Virksomheden Kobborg Consult i Kongensgade har 10 medarbejdere i Christiansfeld og 10 i Makedonien.
Af Laila Damgaard Andersen
Kobborg Consult arbejder indenfor 3 områder og har medarbejdere både i Christiansfeld og Makedonien.
Det hele begyndte for 23 år siden med et ønske hos Keld Kobborg om at være selvstændig.
Han havde arbejdet mange år i forskellige velgørende organisationer med ansvar for økonomistyring og indsamlingsarbejde.
”Det kunne være spændende, hvis andre også kunne få gavn af de erfaringer, som jeg har gjort mig,” siger Keld Kobborg.
I de sidste 21 år har virksomheden haft adresse på Kongensgade 7 i Christiansfeld på første sal af den gamle Sparkasse Sydjylland, der senere blev til BG Bank og sidst Danske Bank.
Står på tre ben
Kobborg Consult står på tre forskellige ”ben”, forklarer Keld. 1. Indsamlinger, 2. Regnskab for andre, og 3. Software til kirker
og organisationer.
Indsamlinger for at gøre verden bedre
Det første ben er at oprette og gennemføre indsamlingskampagner for velgørende organisationer. Og her er Rikke Bentzon, Kelds kone, den ansvarlige. De laver indsamlinger for store, anerkendte velgørende organisationer.
Til grund for dette ligger virksomhedens vision om at gøre verden til et bedre sted at leve for alle mennesker. De ønsker at hjælpe mennesker i nød, at tørre tårer bort og indgyde nyt håb – et håb om forandring, som der står på deres hjemmeside.
”Hos Kobborg Consult tror vi på, at alle mennesker har et grundlæggende behov for at bidrage, og derfor ønsker vi at hjælpe mennesker til at opfylde dette behov og opleve glæden ved at hjælpe mennesker i nød,” siger Rikke Benzon.
Forskellig baggrund
I lokalerne på Kongensgade sidder 8-10 medarbejder med hver deres telefon, og ved hjælp af deres kontakt med mennesker rundt i hele landet får de velgørende organisationer økonomiske ressourcer til at gennemføre deres projekter. Kvaliteten af medarbejdernes arbejde bliver værdsat, og der er så stor efterspørgsel på dette arbejde, at nogle organisationer må afvises.
”Medarbejdernes baggrund er meget forskellige, og vi har ansatte fra bl.a. sundhedssektoren, tidligere selvstændige, en musiker, en revisor og teologer,” fortæller Rikke Bentzon.
Dyrlægens datter
Hun beskriver sig selv som den lidt gammeldags type, der lægger vægt på, at man skal opføre sig ordentligt og respektfuldt i mødet med et andet menneske. Hun har bl.a. en baggrund som lokal guide for store turistgrupper rundt i verden.
”Nogle gange var jeg på efternavn med de rejsende og enkelte gange brugte jeg De. Det kom helt an på, hvilke personer, jeg stod overfor”, fortæller Rikke Bentzon. Hun er i øvrigt datter af den tidl. dyrlæge i Christiansfeld, Jakob Hansen og kunsthåndværker Birthe Benzon.
Disse værdier viser sig også tydeligt i oplæringen af hendes medarbejdere.
”Mange af vores medarbejdere er modne mennesker. Deres livserfaring er et godt grundlag for at tale og forstå livets genvordigheder,” fortæller Rikke Bentzon videre.
Hjerte og respekt
”Jeg går efter, om de har et hjerte for menneskers nød. Det er det vigtigste”.
Når medarbejderne ringer op, skal de møde mennesker med respekt, for, som Rikke Bentzon siger: ”Møder du mennesker med respekt, så vil de også respektere dig. Selvfølgelig oplever vi også, at vi ringer til mennesker, der har en dårlig dag, og så trækker vi os med det samme”.
Bliver man ringet op af en medarbejder hos Kobborg Consult, vil man aldrig blive mødt med et: ”Hej Bente. Du taler med Christoffer.”
Rikke Bentzon fortæller også, at den følelse, man sidder med efter samtalen, er vigtig.
”Vi begynder med et tak, og vi slutter med et tak”, siger Rikke, og hun oplever, at mennesker takker dem for deres opringning.
Han sagde nej tak, men vendte tilbage
Rikke fortæller, at de en gang ringede for en patientforening til en, der i forvejen var fast giver til foreningen og spurgte, om vedkommende ville forhøje sit månedlige bidrag, Det blev afslået. Senere ringede vedkommende selv til patientforeningen og fortalte, at vedkommende var blevet ringet op og havde haft en rigtig god samtale med en medarbejder fra Kobborg Consult, så derfor ville vedkommende donere 50.000 kr. Senere blev beløbet yderligere forhøjet.
”Respekten er vigtig, og vi vil møde mennesker med respekt og ordentlighed. Det er en værdi, som alt arbejde hos os bygger på,” siger Rikke Bentzon.
”Vi arbejder med et meget bredt spekter at indsamlinger,” siger Rikke Bentzon.
”Der er indsamlingsprojekter til bl.a. børn og dyr, og så har vi kirkelige projekter og patientforeninger”.
Arbejder er værdifuldt for Rikke Bentzon, og hos Kobborg Consult holder de af at hjælpe små organisationer med at blive store.
Regnskab for andre
Det andet ben hos Kobborg Consult er regnskabsløsninger for efterhånden en lang række virksomheder og organisationer.
”Her tager vi hånd om virksomhedernes økonomistyring,” fortæller Keld Kobborg. Dette ben udsprang af virksomhedens egne udfordringer med at få deres bogholderi løst. De fandt ud af, at det var rigtig godt at inddrage udenlandsk arbejdskraft, og efter gode erfaringer med det, valgte Kobborg Consult at udbyde det til virksomheder og organisationer i Danmark.
”I Makedonien fandt vi gennem nogle kontakter højtuddannede økonomer, der nu tager sig af det område,” siger Keld Kobborg.
Dette ben af virksomheden har udviklet sig meget de seneste år, så flere virksomheder og organisationer benytter sig af deres gode erfaringer.
”10 medarbejdere sidder i Makedonien og yder et topprofessionelt arbejde til glæde for alle implicerede.
Arbejdsmoralen er høj, medarbejderne er strukturerede, og der bliver udviklet gode og brugbare løsninger,” fortæller Keld Kobborg. Denne opfattelse er de ikke alene om, for da årsregnskaberne blev indleveret efter det første år, udtalte en statsautoriseret revisor: ”Det er simpelthen utrolig flot! Sikke et godt arbejde!”
Med til dette ben hører også Kobborg Consults virksomhedsrådgivning, der bl.a. yder råd og vejledning i forbindelse med virksomhedsstiftelse.
Software til kirker og organisationer
Det tredje ben er i familie med det første ben, og det er, at de har udviklet forskellige softwareløsninger til kirker og organisationer. Det er software, der hjælper dem med at samle penge ind og med at have overblik over, hvem der støtter, hvilke projekter.
Keld Kobborg synes, at visionerne for virksomheden bliver opfyldt.
”Det er en glæde at se, hvor mange penge, der bliver rejst til forskellige projekter,” siger Keld Kobborg. Derfor er det for ham en kæmpe fornøjelse, når medarbejderne i Christiansfeld to gange årligt mødes og fejrer de resultater, de har nået. ”Det er noget, der giver mening,” fastslår Keld Kobborg.