Peter Gunderlund, den lokale elektriker stadig ikke ’udlært’

– Man lærer hele tiden, siger den 66-årige elektriker, som jævnligt får stød, men har svært ved at vænne sig til dem!

Peter Gunderlund har ingen planer om at stoppe som den lokale elektriker foreløbig.

Af Ingolf Becker

”Der lød et højt skrald, og jeg blev blæst bagover. Jeg lignede bagefter en rødspætte i ansigtet og måtte have fjernet kobberstumper fra huden,” fortæller Peter Gunderlund.

Arbejdet som elektriker er ikke altid helt ufarligt. Peter er vant til at kunne få stød i sit arbejde.

”Jeg vænner mig dog aldrig til at få strøm. Jeg er ikke bange for strøm, men har respekt for det og bliver lige forskrækket hver gang.”

Peter har to gange med blot et halvt års mellemrum været uheldig i forbindelse med arbejde på en el-tavle. Første gang skete der en kortslutning i el-tavlen, så det gav et højt skrald, og Peter blev slynget bagover.

Da han kom til sin læge, lignede han en rødspætte i hovedet, da kobberet var smeltet og sad forskellige steder i huden. Hans øjne kom dog ikke til skade. De blev til gengæld påvirkede i forbindelse med et uheld et halvt år senere. Her medførte en kraftig gnist fra el-tavlen, at han udviklede såkaldte svejseøjne. Det er små overfladiske sår – en slags forbrænding – på øjets hornhinde, der kan komme, når man har været udsat for ultraviolet lys.

Lærte det af sin far

Peter Gunderlund har nærmest helt siden, han var 6-7 år gammel og gik sin far til hånde, vidst, at han ville være elektriker. Han blev udlært i sin fars firma i 1977. Han er født i Hejnsvig som enebarn. Forældrene flyttede til Lunderskov, da Peter var 5 år, hvor de købte en el-forretning som et dødsbo i midtbyen. I 1963 byggede forældrene nyt i Nørregade, hvor moren fik en el-butik, og faren drev en installationsforretning med værksted. Faren døde i 1993 efter et slagtilfælde – kun 63 år gammel. Han var 10 år tidligere blevet behandlet for lungekræft.

Ville ikke være selvstændig elektriker

”At være selvstændig har aldrig sagt mig noget,” fortæller Peter og tilføjer, at der allerede dengang var meget papirarbejde med 2-4 ansatte, og det er nok ikke blevet mindre med årene, mener han. Peter tog derfor ikke nogen installatøreksamen, som kræves, hvis man vil være selvstændig. Hans mor lukkede butikken et halvt år efter, at Peters far døde.

”Min fætter, der havde et stort el-firma i Billund, syntes, at det var synd, hvis firmaet i Lunderskov bare skulle lukke. Så han overtog det – og mig også,” fortæller Peter og fortsætter,
”I 2011 købte virksomheden Jansson firmaet i Billund, og så fulgte jeg jo med også.”

Jansson har godt 250 medarbejdere. Og Peter Gunderlund har siden 2011 været i firmaet som den lokale elektriker i Lunderskov-området. Jansson servicerer blandt andet Lunderskov Boligforening, har renoveringsopgaver for private, og har opgaver for industrier, blandt andet Dykon dynefabrik.

Kan godt blive sur

Peter fremstår ved samtalen som en venlig og imødekommende mand. Men han kan også være bestemt, fortæller han. En dag ringede han til en chef i Billund-afdelingen. Chefen var ikke helt tilfreds med, at Peter kontaktede ham om et problem og spurgte irriteret, ”er du da ikke udlært?”

Hertil svarede Peter til stor overraskelse for chefen ”nej”. Og tilføjede: ”Man lærer noget hele tiden, og det var derfor, jeg ringede til dig.”

Tålmodig hustru

Peter købte forældrenes ejendom af sin mor i 2000, da hun flyttede i lejlighed. Hun døde for 3 år siden. Farens tidligere værksted er nu lokalt lager for virksomheden Jansson. Peter bor sammen med sin filippinske hustru, der har to børn fra tidligere, og sammen med Peter en søn på 24 år. Hustruen er 59 år og arbejder i en børnehave. Hun er en meget tålmodig kvinde. I går kom Peter først hjem til aftensmad ved 23-tiden.

”Men det har hun vænnet sig til,” siger han med et smil.

Årsagen var, at man under udgravning til en kloak fandt et beskadiget elkabel fra tidligere gravearbejde. Peter måtte derfor trække et midlertidigt kabel under vejen og samle det i lyset fra en gravko.

Han har ellers af sit firma fået at vide, at han skal til at overholde de almindelige arbejdstider, så han ikke så tit kommer alt for sent hjem.

”Men det er gammel vane fra en tid, hvor man tog ud til boligforeningen, når folk var kommet hjem.”

Vil ikke stoppe

Peter Gunderlund er nu 66 år, og han kan godt mærke ømheden og stivheden i kroppen. Ikke mindst, når han en arbejdsdag har gået rundt på spær eller siddet på hug i lang tid.
Han er dog ikke indstillet på at stoppe med at arbejde eller gå ned i tid indenfor den nærmeste fremtid, selv om arbejdspladsen forsigtigt er begyndt at spørge ham, om han har behov for at skåne sig selv lidt.

Til VM i Mexico og på krydstogt med de lokale

Peter har tidligere rejst meget, bl.a. har han været i Østen 8-10 gange og til VM i Mexico i 1986. Sammen med sin hustru har han flere gange været på krydstogt.

”Vi har et lokalt rejsebureau, der hedder Krydstogteksperten, som drives af Niels Pedersen, der er formand for handelstandsforeningen her i byen,” fortæller Peter og tilføjer,

”For 3 år siden var vi 10-12 personer fra Lunderskov, der var i Caribien.”

Men også det hjemlige trækker. Peter har sammen med sin hustru en campingvogn fast på Rømø, og de tilbringer meget af fritiden dér. I 2014 blev han endda omtalt på TV2 vejr: ”På en køretur ved Havneby på Rømø fik Peter øje på hele tre skypumper under en bygesky, som hang over Vadehavsområdet,” lød det. Peter er også med i bestyrelsen i handelstandsforeningen, der bl.a. står for julebelysning og julemarkedet og festlige arrangementer i årets løb.

Efter en god snak med Peter Gunderlund må han videre til Lunderskov Boligforening, hvor han må se, om han kan trylle strømmen tilbage i nogle mørklagte boligblokke.

Har du forslag til interviews med lokale, så kontakt avisen!

Se også