Kloakarbejde påvirker trafik i Christiansfeld
Krydset Kongensgade-Haderslevvej- Præstegaardsvej-Skolegade i midtbyen vil være spærret i tre uger.
CHRISTIANSFELD: Et brud på en kloakledning betyder, at vejbanerne i et centralt kryds i Christiansfeld er spærret.
Det betyder, at trafikken, inklusive busruter, i høj grad påvirkes. Spærringen skyldes en større reparation af et brud på en kloakledning. Spærringen forventes at vare i tre uger fra mandag den 2. maj at regne.
Det handler om det befærdede kryds Kongensgade, Haderslevvej, Skolevej, Præstegaardsvej i midtbyen, som BlueKolding har fået tilladelse til at grave op. Kloakarbejdet betyder, at krydset vil være lukket for al trafik i det pågældende tidsrum.
Mens arbejdet står på, er der etableret omkørsel blandt andet ad Lindegade, Vestervang, Gl. Kongevej og Tværvej. Der er opsat skilte med omkørsel på de berørte strækninger.
Påvirker også busser
Kloakarbejdet kommer også til at påvirke busdriften. Skolebørn bliver sat af og samlet op på busstationen på Kongensgade ved Gudsageren, og flere stoppesteder i byen betjenes ikke på grund af omkørsel.
Der kan findes yderligere information om den ændrede busdrift på sydtrafik.dk under de relevante køreplaner og på rejseplanen.dk, om ændringerne på busruterne og stoppestederne i Christiansfeld, mens kloakarbejdet pågår.
/sebro