Forældre på festlig arbejdsdag for børnehaven

Torsdag den 19. maj blev der holdt arbejdsaften i Børnehaven Regnbuen.

I strålende solskin summede legepladsen af aktivitet og leg. Ca. 45 børn og 45 voksne havde meldt sig til at hjælpe, og de var blevet delt op på forskellige arbejdshold – blandt andet malerhold, tømrerhold, madhold, syhold og gravehold.

Det var Aktivitetsudvalget (et udvalg, hvor forældre yder et stykke frivilligt arbejde i forbindelse med større arrangementer i børnehaven), som stod for arrangementet sammen med Regnbuens personale.

Anders fra AC Byg havde styr på tømrer-holdet. Der var flere ting, der skulle repareres, og Anders havde udstyr med, så der bl.a. kunne saves planker til plankeværket og monteres nye stolper på gyngestativet.

Den store sandkasse blev repareret, og der blev fyldt nyt sand i. Calle Freytag havde været rar at låne os en fin minilæsser, som sparede os for mange ture frem og tilbage med trillebøren.
Både børn og voksne skovlede sand til den store guldmedalje, og nogle voksne mente, at de vist godt kunne aflyse turen i fitness den efterfølgende dag.

Når der bliver holdt udendørs fredagssamling i børnehaven, sidder børnene på nogle tykke lodrette træstammer rundt om en lille høj. Disse stammer trængte til at blive skiftet ud, så de dårlige blev fjernet og nye gravet ned. Jeppe fra Preben Johansen A/S havde medbragt en minigraver, som gjorde arbejdet væsentligt nemmere, og som i øvrigt var et stort højdepunkt for mange af drengene.

Legehuse blev shinet op med nye borde og maling, og legeredskaber blev justeret og repareret. Der blev bygget fine palle-legebiler, som Vejstruprød busimport havde sponsoreret rat og reflekser til.

Theos far havde taget svejseapparat med, så der også kunne blive repareret mooncars, så børnenes vognpark igen var up to date.

Indenfor i børnehaven var der også gang i aktiviteterne, for her var madholdet i gang med at forberede aftensmaden, og syholdet var i gang med at sy en ordentlig omgang frugtposer, som FabricRoad bl.a. havde sponsoreret stof til.

Samtidig blev der også tid til snak, hygge og en masse gode grin. For der er mange værdier i at holde en arbejdsaften. For udover at legepladsen bliver gjort sommerklar, og børnene får nogle nye legeredskaber, får også forældrene snakket på kryds og tværs og måske lært andre forældre lidt bedre at kende. Det er der ikke altid så meget tid til i hverdagen, når forældrene krydser hinanden i børnehaven med et hurtigt ”godmorgen”, på vej på arbejde.

Børnene havde glædet sig meget til aftenen, for det var stort at få lov til rigtigt at vise legepladsen frem for deres forældre, og få lov til at arbejde sammen med forældrene om opgaverne. Og det giver ikke kun praktiske resultater i form af en sommerklar legeplads, men det styrker også børnenes sociale fællesskab at skulle samarbejde omkring sådan et projekt.

Kl. 17.30 kaldte madholdet til aftensmad. Menuen stod på hotdogs, som Meny havde sponsoreret. De var et stort hit! Og bagefter nød børnene godt af, at det var isvejr!

Børnehaven Regnbuen og Aktivitetsudvalget vil gerne sige stor tak til alle børn og forældre for den store hjælp.

Lise Riggelsen

Se også