Ny strategi skal sikre de sjældne arter lokalt
NATUR: Byrådet i Kolding Kommune har vedtaget en biodiversitetsstrategi. Og hvad er det så for en tingest?
Jo, det handler om at sikre værdifulde levesteder for sjældne dyre- og insektarter, og det skal ske ved at skabe 2.700 hektar areal i tolv kerneområder i naturen på både private og kommunale områder inden 2030.
Og en sådan beslutning betyder, at der også skal penge på bordet. Derfor har udvalget for Klima og Miljø samtidig besluttet at stoppe 3,2 millioner årligt i projektet:
– Mangfoldig natur er også et indsatsområde i Kolding Kommunes bæredygtighedsstrategi og dermed et område, som vi prioriterer højt, siger formanden for udvalget Natur, Klima og Miljø, Jørn Chemnitz – som også er naturvejleder i kommunen.
Det handler også om at inddrage lodsejere i strategien, hvor der er høj naturkvalitet. Tanken er her at give lodsejerne øget kendskab til de sjældne arter, som lever på deres ejendom, og mere viden om, hvad der skal til for at bevare dem:
– Netop samarbejdet med lodsejerne er en vigtig brik i biodiversitetsstrategien. Kommunen kan nemlig ikke selv komme i mål med at standse tabet af biodiversitet. Den høje naturkvalitet med sjældne arter ligger i mange tilfælde på privat ejendom, siger borgmester Knud Erik Langhoff.
De øremærkede midler skal blandt andet gå til en nyoprettet stilling, der skal formidle viden om biodiversitet, og til medvirken fx ved opkøb af jord.
I dag har Kolding Kommune blot en andel på 5,7 procent beskyttet natur og ligger dermed i den lave ende blandt landets kommuner.
Af de tolv kerneområder ligger seks i vores lokalområde. Det er Svanemosen, Fovslet Skov, Skamling, Odderbæk, Hejls Nor og dele af Lillebælt.