Planer om kæmpe solcellepark vest for Vamdrup

Kommunen har også planer om kæmpevindmøller mellem Ødis Bramdrup og Højrup.

VAMDRUP/ANDST: Et konsortium, der gør sig specielt i solceller, arbejder i øjeblikket med planer om at forsyne et kæmpe stort areal mellem Vamdrup og Andst med solceller.

Fællesavisen erfarer, at det handler om et stort areal på ikke mindre end cirka 400 hektar jord, som konsortiet påtænker af afdække med solcelleplader, som et led i at skaffe mere grøn energi til landet. Det handler primært om flad landbrugsjord.

Lokale beboere i området fortæller til avisen, at der i øjeblikket pågår sonderinger omkring muligheder for opkøb af ejendomme med tilhørende jord til formålet.

Området strækker sig fra Otto Havesvej ved Andst og til Pottehusevej vest for Vamdrup. Bliver planerne til noget, så vil solcelleanlægget blive anlagt over hele strækningen på begge sider af den planlagte Midtjyske Motorve, også kaldet Hærvejsmotorvejen. Det handler om seks til syv kilometer. Dog afbrudt af anlagte grønne områder.

Det er hidtil ikke meget, der er sivet ud omkring planerne. Men da området løber ind over kommunegrænsen mellem Kolding og Vejen ved Horskær, er begge kommuner dog orienteret om planerne.

Også vindmøller

Ud over planerne for det store solcelleanlæg mellem Vamdrup og Andst, så arbejdes der i øjeblikket også på højtryk med at få en stor vindmøllepark på et areal mellem Ødis-Bramdrup og Højrup ved Stepping i den sydvestlige del af Kolding Kommune gjort klar til godkendelse i byrådet.

Her er der tale om opsætning af et antal høje kæmpevindmøller i et område, som af Kolding Kommune på forhånd skulle være udpeget som egnet til formålet.

Også lige i udkanten af Vamdrup by er der gang i et større projekt omfattende et anlæg af solceller. Det sker på et område, som et konsortium har købt af Kolding Kommune, og som tidligere har tilhørt en nedlagt landbrugsejendom, Dybdalgård.

For dette arealer gælder dog, at det i forvejen i en lokalplan er udlagt som industriområde, hvilket skulle gøre den administrative del lettere. Solcelleanlægget i Vamdrup får den store isoleringsfabrik Isover, som nabo mod vest og hovedvej Rute 25 (omfartsvejen) mod øst.

Se også