Fjernvarmekunder i chok: 18% stigning!
VARME: Fjervarmekunder er i chok. Prisen på varme stiger mellem 15 og 18 procent. Og det kommer oveni prisstigninger på næsten alt andet.
Det er det fælleskommunale forsyningsselskab i Trekantområdet, TVIS, som lader prisen stige.
Det betyder, at fjernvarmebrugere i Trekantområdet nu skal betale væsentligt mere for deres fjernvarme. Det berører flere end 30.000 kunder, lyder det fra TREFOR, som distribuerer TVIS-varmen ud til kunder blandt andet i Kolding og Lunderskov.
Prisen på fjernvarme for TREFOR-kunder vil nu komme til at koste 69 kroner pr. MWh. Det svarer til en stigning på 15 procent. For en standardforbruger med et årsforbrug omkring 18 MWh betyder det, at varmen bliver omkring 650 kroner dyrere – bare for resten af 2022.
Prisstigningen fra varmeleverandøren, TVIS, lyder på hele 18 procent.
Stigende råvarepriser får skylden. Udmeldingen, som kom for et stykke tid siden, fik i første omgang ikke TREFOR til at sætte priserne op, da man herfra først ville undersøge dokumentation fra TVIS. Og den skulle nu være i orden.
Men nu er det altså ikke alle fjernvarmeleverandører, der har stigende råvarepriser og dermed forhøjer priserne. Fx har fjernvarmen i Vejen i stedet for valgt at sætte prisen ned. Og Vamdrup Fjernvarme har endnu heller ikke meldt ud om prisstigninger, som følge af højere priser fra TVIS.