Vild natur mellem skinner og sveller
LUNDERSKOV: På det gamle godsbaneterræn ved Lunderskov station er naturpleje med til at bevare en særlig banenatur med blomstrende urter og selvgroet krat og træer mellem gamle skinner og sveller.
Området er åbent for offentligheden. Det skete for tre år siden af selveste Morten D. D. Hansen – eller bare Morten DD – kendt som en debattør på naturens vegne fra TV og aviser.
Det gamle baneterræn ved Lunderskov har siden åbningen helt naturligt udviklet til et rigt naturområde, der giver rig mulighed for planter og liv for insekter og andre smådyr.
Behændig naturpleje
Behændig naturpleje er med til at bevare en særlig banenatur med blomstrende urter og selvgroet krat og træer. Mange års jernbanedrift på området har skabt en helt særlig form for natur mellem grus og skærver. Her finder du i dag en varieret, lysåben og næringsfattig natur med et væld af blomstrende urter og områder med selvgroet krat og træer.
Mere vild natur
Banedanmark arbejder løbende på netop at styrke den vilde natur langs banerne. Sammen med flere andre nedlagte baneterræner rundt om i landet er området i Lunderskov en del af det såkaldte InfraNatur-projekt, hvor Banedanmark gør en særlig indsats for at værne om og pleje banenaturen i samarbejde med Miljøstyrelsen.
Indsatsen, som er til gavn for de mange sjældne dyre- og plantearter i området, er med til at styrke biodiversiteten i Danmark.
– På den gamle godsbane i Lunderskov gør vi en ekstra indsats for at bevare den særlige banenatur, så vi skaber plads til de tørke- og varmeelskende planter, som trives her. Ved at slå græsset og give albuerum til blomstrende urter sikrer vi, at der fortsat vil være nektar og pollen til de mange insekter, der holder til her, fortæller Sigrid Kistrup Ilsøe, biolog i Banedanmark.
Hvert år slår Banedanmark der for højtvoksende vegetation i slingrende spor, så der skabes variation i naturen og så langt græs ikke skygger for de blomster og insekter, der har brug for lys og varme for at trives.
Når det i arbejdet med at skabe den lysåbne natur indimellem har det været nødvendigt at fælde et træ eller to, har Banedanmark ladet det døde træ eller to ligge i landskabet, så svampe, insekter og smådyr med tiden kan flytte ind i dem og dermed også øge biodiversiteten på området.
Rigt insektliv
Baneterrænet ved Lunderskov er i dag hjemsted for mange spændende insekter. Her kan man bl.a. være heldig at støde på den buttede og behårede Stor Narcisflue, som holder til i Lunderskov fra april til august, ligesom man kan være heldig at se sommerfuglen Okkergul Pletvinge svirre omkring.
Men området er ikke kun rigt på natur – også på toghistorie og kulturarv. For foruden den særlige banenatur i området kan toginteresserede og andet godtfolk også lægge vejen forbi naboen Lunderskov Remise, hvor foreningen Sydjyllands Veterantog bevarer og vedligeholder gamle lokomotiver og togvogne. I Lunderskov Remise arbejdes der primært på torsdage og lørdage. Der er adgang til både naturområdet og til remisen fra gaden, Bakken, der går fra Kirkevej i den sydlige del af byen.