Håndværkets Dag holdes for 11. år i træk

Lørdag den 10. september kommer det til at summe af liv og oplevelser i og omkring Søstrehuset på Nørregade.

Flere en tyve håndværk er repræsenteret ved Håndværkets Dag i Christiansfeld.


CHRISTIANSFELD: Lørdag den 10. september er Håndværkets Dag i Christiansfeld med Søstrehuset på Nørregade i centrum. Flere end tyve håndværkere viser og demonstrere deres kunnen.

Det er 11. år i træk, der holdes Håndværkets dag i Christiansfeld, og arrangementet plejer at være et tilløbsstykke. Og i år bliver nok ingen undtagelse.

Det er Museum Kolding, der står bag. Og traditionen tro for at hylde det gode håndværk, som Christiansfeld er så kendt for.

Specielt for børnene

Og i år er der nye aktiviteter for børnene. Poderne kan male på kakler, og de kan også lave garnbilleder. Og så kan værkerne tages med hjem.

Strikkede kreationer

Også GEM’ernes (”GarnElskende Mesdames”) strikkede kreationer kan på dagen ses i en særudstilling med håndlavet strik, lavet som unika og med inspiration fra Christiansfeld. GEM’erne består af en lille gruppe strikkere, som mødes og strikker løs.

Søren Vester og byvandring

Endvidere bydes der også på foredrag af Søren Vester, kendt fra TV. Han har bebudet, at han vil fortælle om at være kreativ – og om at se mulighederne. Museum Kolding arrangerer også byvandringer i Unesco-byen med start fra Søstrehuset.

Ovnsætterne fortæller

Og ude i byen er der også oplevelser at hente. Kakkelovnshuset, Lindegade 44, har åbent hus. Her kan opleves, at ovnsætterne Hans og Domininka Schmidt viser og fortæller om de berømte Christiansfelder kakkelovne.

Håndværkets Dag foregår som nævnt i og ved Søstrehuset, Nørregade 14 i Christiansfeld fra klokken 10 – 16.   Alle er velkomne, og der er gratis entré til hele Søstrehuset og gården, lyder det fra Museum Kolding.

Se også