Æresporten kommer nu hjem igen til den gamle grænse
CHRISTIANSFELD: Protesterne er åbenbart hørt. Æresporten kommer hjem igen. Porten kommer til at stå i en lille lund ved den tidligere grænse ved Frederikshøj. Og det bliver en permanent placering.
Beslutningen er netop meldt ud fra kommunens kulturudvalg efter et møde mandag. Placeringen bliver på et mindre areal, hvor der kan gås ind fra den sydlige ende af parkeringspladsen ved Genforenings- og Grænsemuseet. Og så bliver det lige skråt over for den gamle grænse – og skulpturen med grænsestenen – på den modsatte side af landevejen.
Porten forventes flyttet i løbet af efteråret. Men først skal arealet lige gøres klar. Det består nu af ukrudt og vildtvoksende krat. Æresporten kommer hermed til at stå synligt.
Med den nye placering ved den gamle grænse er en eventuel placering i rundkørslen ved Vonsild, samt på genforeningspladsen i Christiansfeld ude af billedet.
Æresporten blev lavet og opsat på landevejen ved Frederikshøj for i 2021 at markere og fejre 100-året for flytningen af grænsen, som betød, at Sønderjylland kom tilbage til Danmark.
Porten flyttes til Frederikshøj fra dens nuværende og noget omstridte placering ved Slotssøen i Kolding.