Fremtiden er sikret for bankospil i Christiansfeld

Sæsonopstart for 37. sæson er onsdag den 5. oktober 2022 kl. 19.00 i Seniorhuset.

44-årige Hans Rosenberg er formand for fodboldafdelingens bestyrelse og generelt aktiv i foreningslivet i byen.

CIF Banko slår i begyndelsen af oktober dørene op for den 37. sæson med nye kræfter, men med det gamle, erfarne team i ryggen.

”Det gamle team med Henning Rewitz i spidsen meldte i foråret ud, at de gerne ville stoppe,” fortæller formand for fodboldafdelingen i CIF, Hans Rosenberg.

”Det efterlod bankospillet i et vakuum et par måneder med usikkerhed om fremtiden.
For mange af de faste spillere er onsdag aften med banko en hyggeaften med fællesskab og snak. Ikke mindst tiden med corona og måneder med aflysninger viste, hvor meget de aftener betød for folk,” afslører Hans.

Første spil

Den 6. oktober 1986 blev det første bankospil afholdt i det gamle klubhus ved Christiansfeld Skole, dengang Tyrstrup Skole.

”Fodboldafdelingen havde på det tidspunkt ikke så mange penge, men de skulle gerne være selvforsynende,” fortæller 71 årige Henning Rewitz.

”Slagter Ove fra Spar i Christiansfeld foreslog, at vi skulle prøve banko,” fortsætter Henning.

”Og det skulle helst være onsdage, da vores fantastiske klubhus de dage var ledig, specielt i vinterhalvåret.”

Henning fremhæver, at det var en stor succes lige fra starten, hvor man på særlige onsdage kunne have helt op til 125 spillere.

”I begyndelsen var det udelukkende kødpræmier i samarbejde med den gamle Spar-købmand Anders Henriksen,” siger Henning.

Omkring år 2000 flyttede bankoaktiviteterne dog til Seniorhuset.

”Henning Rewitz var primus-motor i teamet, der bestod af fire til fem familier,” konstaterer Hans Rosenberg.

Henning var også selv træner og kasserer i fodbold-afdelingen.

Nye folk på banen

”Det ville være synd, hvis det skulle stoppe,” mente Hans og Dorthe Kragelund og Christian ”Kedde” Christiansen.

De mødtes med bestyrelsen for fodboldafdelingen, og man enedes om at gøre en indsats for at bankospillet kan fortsætte.
Overskuddet fra de 26 onsdagsspil i løbet af sæsonen går til fodboldafdelingen ved CIF.

”Det bidrager til driften af klubhuset, muliggør indkøb af bl.a. trøjer, mål og bolde og reducerer kontingentet for spillerne med et par hundrede kroner.
Der er godt et par hundrede aktive børn og voksne spillere i fodboldafdelingen,” fortæller Hans.

Men indsatsen fra teamet bag bankoaftenerne kan ikke stå alene.

”Vi er fortsat afhængige af hjælpen fra tre til fire forældre hver gang,” siger han. ”De hjælper med opvasken, salg af plader, kontrol af plader med gevinst og udlevering af gevinsterne.”

”Opbakningen er fornuftig, men der er altid plads til en lidt større opbakning,” konstaterer Hans Rosenberg tørt med et smil.

Hjertegavekort

Der er aftalt nogle mindre ændringer ved opstarten af den nye sæson.

”Kødpræmierne ophører, og i stedet er præmierne Handelsstandsforeningens hjertegavekort. Derudover vil det være helt som før med sidegevinster og supplerende spil ved siden af selve bankospillene,” forklarer Hans Rosenberg.

Halvfjers til femogfirs procent af omsætningen udloddes som gevinster. Den største præmie er et gavekort på 200 kr.

”Der er god opbakning fra byens butikker. Alle gør, hvad de kan for at sikre fornuftige priser,” konstaterer Hans.

”Bankospillet er afgørende for klubben og vigtigt for fællesskabet for mange mennesker i Christiansfeld. Der er 140-150 medlemmer af foreningsbankoen, og knap 100 deltagere fra gang til gang,” siger Hans.

Han er meget glad for, at spillet kan fortsætte og retter en stor tak til det gamle team for 36 års tro tjeneste, mens han glæder sig over, at de fortsat bakker op om arrangementet.

”Det er glædeligt, at nogen vil fortsætte arbejdet,” siger Henning, der også selv fortsat vil stå til rådighed og bakke de nye kræfter op med det, han har med sig fra de mange år med banko.
Hans Rosenberg håber, at spillerne også vil give deres opbakning, når den 37. sæson nu skydes igang den 5. oktober 2022.

Se også