Barley & Grapes lukker
Søren Vestergaard Frandsen meldte mandag formiddag ud, at han stopper pr. dags dato som forpagter af gastropubben Barley & Grapes i Christiansfeld.
”Jeg har taget en svær beslutning i en svær tid. På grund af stigende omkostninger og af helbredsmæssige årsager har jeg valgt at stoppe på Barley & Grapes,” lyder det i meddelelsen.
Søren Frandsen ved endnu ikke, hvad der vil ske med Barley & Grapes i fremtiden.
”Lige nu sidder vi og drikker gravøl. Det er en svær tid, vi er i. Jeg tror ikke, der er mange, der vil lukke op lige nu.”
Gastropubben er familieejet, og derfor hviler beslutningerne på flere skuldre, men endnu ligger ingenting fast.
Særligt de stigende omkostninger presser mange forretningsindehavere i denne tid.
”Det er jo sådan, det er,” siger Søren Frandsen.
”Jeg er ikke den eneste. Og jeg bliver bestemt ikke den sidste. Men jeg pisser kun i bukserne en gang.
Selv skal jeg nok klare det. Jeg er mere bekymret for byen. Men jeg vil gerne sige tak for støtten til alle fra Christiansfeld og omegn.”
Søren Vestergaard Frandsen har forpagtet Barley & Grapes de sidste 3 år og 9 måneder.
Gastropubben har haft fine anmeldelser på bl.a. tripadviser og et godt ry i byen, hvor den har været samlingspunkt for både lokale og turister.