Fuldt hus på Grænsekroen til Hans Engell
Christiansfeld Erhvervsråd havde succes med at invitere TV-kommentatoren Hans Engell midt i valgkampen.
Lars Løkke vil få betydning for den kommende regering. Ikke blot på grund af sine mandater, men fordi han er en dygtig forhandler.
Det spåede TV-kommentatoren Hans Engell, da han torsdag aften talte til en fuld sal på Grænsekroen i Christiansfeld.
– I politik kommer det ikke kun an på, hvor mange mandater, man har, men om man i partierne har nogle erfarne politikere, der kender spillet, forklarede Hans Engell.
Han nævnte, at mange garvede politikere havde forladt folketinget, og flere ville stoppe i forbindelse med det kommende valg.
De mange partier betyder stor usikkerhed, da nogle af dem ikke vil komme over spærregrænsen. Derfor er det sværere end normalt at forudse, hvilken regering vi får efter valget.
Engell mente dog, at Mette Frederiksen nok ville forsøge at regere videre med nye samarbejdspartnere. Og hvis dette mislykkedes, forudså han, at Løkke ville gribe chancen og tilbyde Venstre og Konservative, at de kunne få en blå regering, hvis de ville gøre ham til statsminister og give hans parti et par ministre, hvorefter de så kunne forhandle om resten af ministerposterne.
Efter Hans Engells forudsigelser har Løkkes parti Moderaterne fået yderligere opbakning i en meningsmåling.
Engell sammenlignede også Mette Frederiksens topstyrede ledelsesstil med Poul Schlüters meget uddelegerende stil. Engell var selv forsvarsminister i Firkløver-regeringen. Han mindedes dog, at Schlüter bad ham om at finde en grund til udskydelse af nedlæggelsen af Haderslev Kaserne. Det skete, efter at Schlüter havde talt med sin gamle mor, som boede i Haderslev og ville bevare kasernen.
Det var det lokale erhvervsråd, der havde inviteret, og formanden Henrik Halken glædede sig over det store fremmøde.
Både han og Engell havde for øvrigt været i Livgarden, nævnte han.