100-årige Agnete på højskole i Kolding
Bortset fra en rollator, som hun støtter sig lidt til, så fejler Agnete Lydia Løndorf ikke noget, selv om hun er fyldt 100 år.
Hun bor heller ikke på plejehjem eller i beskyttet bolig, men i en 3-værelses lejlighed på 5. sal. Og hvert år tager hun på højskole i Kolding, hvor hun deltager i uge-kurset ”Glæden ved livet”.
Agnete har ikke blot beholdt sit gode helbred, men også glæden ved livet. Hun forsøger at tænke positivt og være taknemlig. Det hjælper, siger hun.
Født på femte sal
Hun er også født på 5. sal.
– Og der var ingen elevator, tilføjer Agnete skælmsk. Hun var nr. 3 i en børneflok på 6, hvoraf tre stadig lever.
– Min far var uddannet skræddermester, og fik et job i Nyborg Statsfængsel, hvor vi så skulle have boet. Men han følte et kald til at hjælpe mennesker i Kirkens Korshær, som han var med til at oprette i 1912, fortæller Agnete Løndorf.
Agnete blev gift, da hun var 22 år. Hun mødte sin mand, Gunnar, under Danmarks besættelse, og de blev gift under krigen i 1943.
Enke i 52 år
– Jeg har været enke i 52 år. Min mand døde under en hjerteoperation, da vi begge kun var 48 år. Dengang var det forholdsvis nyt med den slags operationer. De sagde til mig, at det nok skulle gå. Men Gunnar anede nok, at det kunne gå galt. Før han blev opereret, spurgte han mig, om jeg ville love ham noget. Hvis jeg giftede mig igen, så måtte det være en mand, som børnene var glade for, og som var troende, som han selv var.
Det lovede jeg ham. Men jeg har ikke haft lyst til at gifte mig igen – selv om jeg har fået et par tilbud, bemærker Agnete.
– Men Gud har sørget utroligt godt for mig og mine børn. Det kunne jeg skrive en hel bog om, siger Agnete taknemligt. Hun har haft forskelligt arbejde for at forsørge sine børn, da hun blev alene. Sidst var hun klinikassistent på Tandlægehøjskolen.
Agnete fortæller engageret om hele sin store familie, og hvad de forskellige laver, også de 13 oldebørn, som hun er velsignet med.
Englevagt ved sengen
Agnete mindes, da hun efter mandens død måtte aflevere sin datter Dorthe på Espergærdes Ungdomshjem.
– Hun var kun 14 år, og jeg tænkte selvfølgelig på, hvordan hun havde det. Men så drømte jeg om natten, at hun lå i sin seng, og over hende var der en stor engel. Det var en dejlig tryghed at vide, at hun blev passet godt på.
Senere ville Dorthe giftes – med en iransk mand. Det skulle jeg jo lige forholde mig til. Så jeg spurgte hende: Ville du også have ham, hvis han var muslim? Nej, sagde hun. Nå, men hvis du elsker ham, så er det godt. Men hvorfor spørger du mig? Du er jo 28 år. – Men hun ville jo gerne have min accept. Og det fik hun, smiler Agnete.
TV-stjerne
I forbindelse med 75-året for besættelsen og 2. verdenskrig i 2015, ville medierne gerne tale med nogen af de få, der var tilbage, som kunne huske besættelsen den 9. april.
– Det kunne jeg. Jeg kan huske, at jeg den morgen skulle i handelsskole, og der var rigtig kedeligt, gråt vejr. Og så kom de her flyvere hen over Amager. De fløj ret lavt, for vi kunne se hagekorsene. Og der blev ikke talt om ret meget andet i handelsskolen den dag.
Da artiklen havde været i avisen, kom hun også i TV.
– Du er nok blevet TV-stjerne, sagde folk. Ja, det ser ud til det. Det var faktisk ret sjovt.
Tro og honning
– Hvad gør du for at holde dig så frisk?
– Ja, for det første holder jeg forbindelsen til Gud i orden. Men jeg ved da godt, at der også er nogen, der bliver syge og dør alligevel, tilføjer Agnete med et skævt smil.
– Men så vidt muligt går jeg i kirke hver søndag, og hvis jeg af en eller anden grund ikke kan komme afsted, så hører jeg gudstjenesten fra Folkekirken i radio eller tv. Og jeg spiser honning, og det har jeg altid gjort, kommer Agnete i tanker om.
– Men der er jo også noget i generne, som man har arvet fra sine forældre. Min far var meget udadvendt, og jeg havde et godt barndomshjem.
På højskole for 30. gang
I år er 30. gang, Agnete er med på kurset ”Glæden ved Livet” på højskolen på Lykkegårdsvej i Kolding.
Her blev hun fejret af sine medkursister og af arrangørerne med lagkage, flag og fødselsdagssange.
Agnete skriver normalt også selv en lejlighedssang til hvert kursus. Og hun skal også med på højskole næste år.