Optiker Juel Nielsen lukker butikken før jul
Guldsmedeværkstedet stammer fra Christiansfelds grundlæggelse.
Mette Juel Knudsen har besluttet at lukke sin optiker- og guldsmedebutik i Nørregade 10. Hun overtog den fra sine forældre og har drevet den i 35 år. Men faktisk rækker huset helt tilbage til 1778 – altså lige efter grundlæggelsen af Christiansfeld.
– Butikken går sådan set godt nok. Det er ikke derfor, jeg lukker. Men jeg havde på forhånd besluttet, at når jeg går på pension i næste måned, så ville jeg stoppe, fortæller optiker Mette Juel Nielsen. Hun overtog butikken, da hendes far, Gunner, pludselig døde en lørdag nat i 1987.
– Jeg var på barsel med min 2. datter, men jeg sprang så til for at hjælpe min mor allerede om mandagen, husker Mette, der altså kun fik en kort barsel.
Forældrene overtog optiker- og guldsmedeforretningen i 1955. De flyttede til Christiansfeld fra Fredericia. De overtog efter N.A. Juhl (med h) Jørgensen.
Som nyfødt til byen
Mette Juel Knudsen blev født kort efter, at forældrene flyttede til et koldt hus, så hun blev den første tid passet af sin mor i Fredericia. Hun blev dog døbt i Tyrstrup Kirke og voksede op i byen.
– Dengang var der jo masser af børn i byen. Der var også mange flere butikker og en bank, avisredaktion, læge og tandlæge i centrum. Der var kommunekontor i den tidligere pigekostskole og børnehave i nr. 12. Jeg kan da huske, at der var brosten på gaderne, men senere blev der lagt asfalt, og vi børn stod på rulleskøjter, husker Mette.
På Kongensgade var der tæt trafik af biler, indtil omfartsvejen blev anlagt udenom byen. Og Kongensgade var også en skillelinje mellem børnene i Christiansfeld og Tyrstrup Skole, husker hun.
Mette blev selv uddannet som optiker i 1981. Hun arbejdede først nogle år i Aabenraa, før hun overtog forældrenes optikerbutik. Og det er blevet til 35 år, før hun nu siger stop.
Vil gerne sælge
For et par år siden satte hun butikken til salg, men fandt ikke en køber.
– Jeg havde da håbet, at nogle ville overtage butikken. For der kommer da til at mangle nogen, som kan ordne urremme, skifte batterier og simkort, bemærker Mette med et smil.
Også smykkebutik
Gennem årene har butikken udover optikken og brillesalget også solgt ure, smykker og bestik.
– Nu skal jeg i gang med rydde op i alle de gamle papirer og billeder. Min mor er jo kommet på plejehjem, men vi sms’er hver dag, fortæller Mette.
Mette er gift med landmand Niels Jørgen Knudsen og bor på et landbrug på Højrup Overskovvej. Mette Juel Nielsen har også siddet i Handelsstandsforeningen i flere omgange, og hun har i 11 år sammen med Kirsten Gellert arrangeret juleturen med små lanterner til Christinero den første søndag i advent. En tur, der er populær blandt børn og voksne. Selv har Mette tre voksne piger: Tove, Lise og Nina. Samt syv børnebørn.
Hun er musikalsk og har spillet både klaver, blokfløjte, guitar og cello. Og sammen med Niels Jørgen går hun til træning flere gange om ugen, ligesom parret også går mange ture.
Blandt de første huse
Mette Juels butik er også historisk interessant. Værkstedet lå oprindeligt – fra 1777 – i huset i Nørregade 2 på hjørnet af Kongensgade. I 1853 blev værksted og butik flyttet til det nuværende hus i Nørregade nr. 10.
Det var en vis Matthias Rhode, som opførte huset i Nørregade 10 og nabohuset 8. Det var så tidligt, at man endnu ikke havde gadenavne. I hvert fald står der i de gamle papirer blot: Øst kvarter 26.
Huset havde kun en etage, men fik senere to. Det var blandt de første huse, der blev opført efter grundlæggelsen af Christiansfeld i 1773.
I en værkstedsfortegnelse fra 1779 – seks år efter opførelsen af de første huse, og på et tidspunkt hvor byen havde 279 indbyggere – nævnes allerede 17 forskellige håndværksvirksomheder foruden fire fabrikker. Blandt dem nævnes kandestøber, pottemager, urmager og knapmager, men ingen guldsmed. Der var dog fire urmagere.
Men allerede i 1783 er der et guldsmedeværksted i Christiansfeld. Mesteren hedder C.F. Türstig. Han er som ”moderløs” opdraget og uddannet i menigheden i Gnadenfrei som knapmager og guldsmed, men fungerer også som musiklærer og apoteker.
Efter ham fulgte Michael Holm, der beskrives som Christiansfelds betydeligste guldsmed. Hans værker er havnet på museer. Han kom selv som 6-årig til kostskolen i Christiansfeld fra København, hvor hans far var en brændevinsbrænder med kontakt til Brødresocietetet i Kbh.