Arkivet tilbyder historisk kalender som julegave
Lokal Arkivet for Christiansfeld udgiver hvert år en historisk kalender op til jul. Og det er en god julegave, mener Nels Thorsgaard, som er formand for Arkivet.
– Det er en god gaveide her indtil jul, som kalendergave, værtindegave, julegave og raflepakke til pakkeleg, foreslår han.
Kalenderen i 2023 handler om Arbejdsliv og Fritidsliv. Her er 12 forskellige artikler fra Christiansfeld, Bjerndrup, Aller, Taps og Stepping.
– Prisen på kalenderen har vi holdt på de 60 kr., som den plejer at koste, og det er på trods af, at papirprisen og alt andet stiger. Og vi har valgt at bibeholde den gode kvalitet i papir.
Som noget nyt er der nu også firma-annoncer i.
Kalenderen kan købes i byens forretninger samt på arkivet, der har åbent i Søstrehuset onsdag formiddag og fredag eftermiddag.