Klar til første spadestik til nyt kulturhus i Vamdrup

Majbritt Petersen, som står i spidsen for Vamdrup Kino glæder sig det nye kulturhus.

VAMDRUP: Onsdag den 11. januar er en særlig dag for Majbrit Petersen. Der kan hun nemlig som formand for Vamdrup Kino langt om længe være med til at tage første spadestik til  Vamdrups nye kulturhus, Vores Hus..

– Vores Hus har været længe undervejs fra den første spæde ide og til nu. Derfor føles det også ekstra dejligt, at byggeriet nu skal i gang Vi glæder os alle rigtig meget til at kunne tage det første spadestik,” smiler Majbrit Petersen.
Det første spadestik tages onsdag den 11. januar kl. 17:00 og alle er velkomne. Arrangementet foregår uden for på Kinotorvet, hvor der vil være taler, musik og en kop varm kaffe.

Efter tidsplanen vil Vores Hus stå færdigt i oktober 2023 og med indvielse i slutningen af året. Til den tid kan borgerne i Vamdrup glæde sig til et nyt kulturhus, som kommer til at rumme biograf, multisal, bibliotek, foyer og mødelokaler. Vamdrup Kino og Vamdrup Bibliotek bliver de primære aktører i Vores Hus, men det skal også samtidig være samlingspunkt og base for de mange foreninger i byen.
Hos formand for Kulturudvalget i Kolding Kommune, Eva Kjer Hansen, er der også stor glæde over, at man nu endelig kan sætte gang i gravemaskinerne og tage hul på næste fase i opførslen af Vores Hus.

– De frivillige fra Vamdrup Kino og medarbejderne fra Vamdrup Bibliotek har lagt et stort arbejde i at få projektet til at lykkes og det lokale erhvervsliv og sponsorer har bakket det op. Nu går vi så ind i næste fase og kan glæde os til at se byggeriet tage form,” lyder det fra Eva Kjer Hansen, som sammen med det lokalt valgte byrådsmedlem Freddy Christensen vil være tilstede, når spadestikket tages.

Vores Hus er baseret på et samarbejde mellem Kolding Kommune og Vamdrup Kino, støttet af Jens Holms Biblioteksfond og ejeren af Dansk Auto Logik A/S Bent O. Jørgensens Fond. Også Vamdrup Kino og Kolding Kommune har bidraget til den samlede byggesum.  /sebro
________________________________________________________________

Se også