Mindeord for Lotte Præst
Lotte Præst så frem til at nyde julen med familien, men den 13. december 2022 blev der slukket en stjerne i Christiansfeld, og julen blev meget anderledes for Lottes familie og venner.
Lotte Præst blev en institution i Christiansfeld, efter hun overtog Martensens Boghandel i 2000. En butik med historie og sjæl, som hun konstant udviklede og drev i mere end 20 år, de seneste år sammen med datteren Maria, som nu tager over, hvor Lotte ikke kan længere.
Lotte var respekteret af leverandører, kollegaer, ansatte og kunder, som alle satte stor pris på hendes initiativrigdom, ærlighed og varme væsen. Lotte var et fagligt dygtigt og flittigt menneske, som engagerede sig i alt, hun mente var vigtige for handlen og trivslen i byen.
Lotte var vedholdende som ingen anden, så tingene blev altid fulgt helt til dørs.
Lotte blev en god kollega, da jeg flyttede til byen i 2007. Vi samarbejdede i Handelsstandsforeningen, og det udviklede sig over årene til et venskab, som jeg satte umådelig stor pris på.
Lotte har sat sit præg på byen og efterladt et generøst aftryk i mange menneskers hjerter.
Ære være Lottes minde.
Charlotte Donslund