Medaljevinder Evy Nielsen har genåbnet negleklinikken MissDivaE

”Man kommer ikke sovende til tingene,” siger Evy Nielsen, som to gange har vundet bronze ved Danmarksmesterskaberne i Franske negle.

Evy har været i branchen i 20 år. I den tid har hun haft klinik både på Sjælland, i Christiansfeld og i Haderslev med stor succes. Men som hun ser det, lå det ikke lige i kortene.

”Aldrig i min vildeste fantasi var det det her, jeg drømte om, da jeg gik i skole. Jeg drømte om at blive sygeplejerske eller fotograf,” fortæller Evy.

Hun er uddannet som både SOSU-hjælper og advokatsekretær og har været daglig leder i en tøjbutik, men jobbet som negletekniker og indehaver af en klinik er hun altid vendt tilbage til.

”Jeg er altid gået 100% efter det, jeg godt kunne tænke mig at prøve. Men jeg vender altid tilbage til negleklinikken, fordi jeg bare kan mærke, at det er så stor en del af min personlighed. Det er bare mig. Min passion er indenfor skønhedsbranchen, særligt det at få lov til at have god kontakt med mine kunder.”

Nu har hun lagt sig fast på negleklinikken.

”Ja, det har jeg gjort siden 2007.”

Det handler om at hjælpe andre

”Jeg bed negle, og det har jeg altid været ked af,” fortæller Evy.

”Men da jeg var 19 år, lærte jeg én at kende, som havde sin egen negleklinik. Det var meget interessant; pludseligt kunne jeg mærke, at når jeg fik sat negle på, så slappede jeg lidt mere af i kroppen, og ryggen blev lidt mere ret.”

Det er netop det, Evy ønsker at give videre i sin nye klinik.

”Min passion er at hjælpe andre. Vi skal jo allesammen have lov til at være glade.”

Da Evy startede i 2007, var det måske mere velstillede klienter, hun fik, fortæller hun. Men efterhånden fik andre målgrupper også øjnene op for den hjælp, hendes negle kan give.

”Der er rigtig mange kontor- og bankansatte, der har siddet og været kede af deres negle. De skal jo være præsentable og bliver nødt til at lakere neglene hver dag for at holde dem pæne.”

Nu kommer de i stedet hos Evy og skal ikke bekymre sig om neglelak de næste mange uger. Men Evy oplever også, at hun kan få lov at hjælpe på andre måder.

”Jeg lytter til mange ting imens. Jeg agerer både storesøster, moster, mor og psykolog, og med den livs-erfaring, jeg har, kan jeg prøve at rådgive dem og sige, ’måske kunne du gøre sådan’. Så nogle gange føler man sig som en coach. Men jeg kan godt li’ det der med at hjælpe andre og høre deres historier, og hvor de er nået til i deres liv.”

Danmarksmesterskaberne

Selv har Evy nået nogle store mål i livet.

”Det var jo tilbage i 07 og 08,” siger hun henkastet.

Mens hun uddyber om dengang, hun deltog i Danmarksmesterskaberne i Franske negle.

”Jeg startede i 03 på hobbyplan, og så i 2006 overgik jeg til CND (Mærket Creative Nail Design), som er det, jeg bruger. Der tænkte jeg: ’Ej, men det ku’ da være sjovt at stille op til konkurrence’ – også for lige at finde ud af, hvor jeg lå henne, og hvor god jeg var? Jeg havde sagt om mine forventninger, at ’bare jeg ligger i top ti, så var jeg glad’. Men så lå jeg i top tre, og det gjorde jeg så to år i streg.”

På væggene i negleklinikken hænger indrammede avisartikler og billeder. To tredjepladser blev det til for Evy. Hun holdt sig heller ikke kun til Danmark efter de præstationer.

”Jeg har været i Norge og konkurrere, og det har også været meget sjovt. Men siden har jeg bare haft for travlt i min klinik til, at det er noget, jeg har kunnet arbejde videre i.”

For det handler om at prioritere.

”Konkurrencetiden, det var dengang. I dag har jeg ikke tiden, for det kræver rigtig meget. Især, hvis jeg skal op på samme niveau som de ligger på nu. Det er ikke bare salonnegle. Der er forskellige kategorier til Danmarksmesterskaberne, så du kan komme ind i både Shellak og salonnegle og udvidede stile og konkurrencenegle.”

Alligevel vil hun ikke helt afvise igen en gang at konkurrere på topniveau. Tiden er med hende, selvom fordommene kan være hårde.

Branchens ry og fordomme

Skønhedsbranchen kan være hård at arbejde i, bekræfter Evy.

”Der er rigtig mange fordomme: Det er kun de fornemme, der får lavet negle. Det er kun for snobber og folk, der ikke kan finde ud af at være sig selv.”

Men sådan er det ikke.

”Nej, vi kan jo se på neglene i dag, at det er en udsmykning. Det er et smykke, vi har på, og det er forbeholdt alle. Der er også nogle, der er kommet og har følt, at det kunne de ikke tillade sig. Men selvfølgelig kan de det.”

Som behandler oplever hun det også.

”Da jeg skulle til at starte op her i byen igen, skulle jeg lige se mig selv i spejlet – ’kan du godt se dig selv sidder her om syv år, når du bliver 50? Men jeg kender jo mange, der er over 50, der laver negle. Bla. frisører, der er langt over 70, så alderen er i hvert fald ikke en dealbreaker. Man skal bare være sig selv; det er det, man vinder mest på. Man skal ikke være én, man ikke er, fordi det mærker kunderne hurtigt, og så kommer det ikke til at gå ret godt.
Og så gælder det selvfølgelig også om at følge med tiden.”

Miss Diva E ligger på Kongensgade 20 i Christiansfeld.

Atter klinik i byen

At det er vigtigt at være sig selv og at have sig selv med i det, man laver, ved Evy af egen erfaring efter hun en overgang var sygemeldt med stress.

Derfor startede hun også kun forsigtigt op igen.

”Vi blev enige om, at jeg kunne starte op igen derhjemmefra for at jeg kunne se om gejsten stadigvæk var lige så stor (og det var den). Og nu kører jeg det i mit eget tempo.”

Mange gamle kunder har fundet tilbage til hende igen, men også nye er kommet til. Derfor turde hun godt åbne negleklinikken på Kongensgade i december.

”Men det har været vigtigt for mig den her gang, at det ikke har været mit projekt alene, men at min kæreste også er en stor del af det. Det er ham, der er håndværkeren og sætter tingene i stand. Han er også god at sparre med.”

Sammen glæder de sig til at vise deres fællesprojekt, negleklinikken MissDivaE, frem for kunder, lokale og andre nysgerrige. Derfor holder de en reception d. 17. januar fra 16-18, hvor alle er velkomne.

Se også