Vikingeskib bliver gjort klar i Hejlsminde

Foråret er på vej. Det viser sig tydeligt, når man i Hejlsminde går i gang med at klargøre det gode vikingeskib Freja Byrding, som hver sommer ligger i Hejlsminde Havn.

Sidste weekend mødte 13 stærke mænd/kvinder fra det meste af Jylland op for at deltage i klargøringen. Nausten, som ligger på Hejlsmindebakken, genlød af arbejdets glæde – der blev skrabet bund udvendigt på begge sider samt skrabet og gjort rent indvendigt. Der blev renset og malet nitter og der blev lagt an til ny, stående rig samtidig.

– Alle var så godt i gang, at det først var omkring kl. 13, at nogle kunne mærke tarmene mod rygraden. Sulten nagede, og der måtte sendes en ekspedition til den lokale Brugs. Naustens opholdsstue blev fyldt op med sultne folk. Her blev der delt mange gode historier, inden slutspurten gik i gang, fortæller Doddy Møller Bach, som er en af de frivillige.

– Så det gode skib, som er bygget i 80-erne på Haderslev Museum af entusiastiske ’vikinger’, er nu sådan set klar til at blive tjæret. Der udestår stadig arbejdet med riggen plus dørkplader og andre mindre ting, men dertil er der heldigvis endnu et par arbejdsweekender inden søsætning!

Har du lyst til at kigge ind og få en snak om vikingeskibet, er der folk i Nausten den kommende weekend.

/eng

Se også