Annoncer forhindrer prisstigning på årskalender
Generalforsamling i Christiansfeld Lokalhistoriske Forening
CHRISTIANSFELD: Som noget nyt indeholder Christiansfeld Årskalender foruden en række spændende artikler for første gang også annoncer:
– Kalenderen har som noget nyt annoncer med for første gang. Det er fordi, vi ikke mener, at prisen på kalenderen ikke må hæves. Ved at få annoncer med, kan vi holde prisen på samme niveau, og annoncer bidrager jo også til spændende læsning. En stor tak til alle, der er medvirkende til, at kalenderen hvert år kan blive til noget, lød det fra formanden for Christiansfeld Lokalistoriske Forening, Nels Thorsgaard, i hans beretning, da foreningen forleden afviklede generalforsamling i Seniorhuset på Skolevej.
Christiansfeld Årskalender 2023 har temaoverskrift ”Arbejdsliv og Fritidsliv”. Kalenderen kan stadig købes i flere af byens forretninger og hos foreningens domicil ved Søstrehuset på Nørregade.
En aktiv forening
Nels Thorsgaard ridsede videre i sin beretning de aktiviteter op, som foreningen i årets løb, enter selv havde stået for, eller som den havde deltaget i:
– Vi startede med deltagelse i ”Historisk messe” i Haderslev Hallen, hvor der var meldt mange arkiver til. Vi udstillede fra Christiansfeld by og oplandet. Udstillingen var bemandet hele weekenden med to personer – en stor tak til dem der hjalp til.
Nels Thorsgaard nævnte videre deltagelse ved mange arrangementer og nævnte smykke udstillingen i Søstrehuset, udgivelse af Christiansfeld-kalenderen, møder med Museum Kolding, handelsstandsforeninger og Kolding Kommune.
– Og så har arbejdet med persondataloven i 2022 i alle arkiverne påvirket dagligdagen. Og vi har også i arkivet haft besøg af TV Syd med flere udsendelser til følge, sagde Nels Thorsgaard i beretningen.
Gennem Lindegade
Han omtalte videre slutteligt et medlemsmøde med titlen ”Gennem Lindegade”, hvor arkivleder, Jytte Ludvigsen, fortalte og viste billeder om bygninger og årstal, og om hvem der havde boet der, samt om forretningerne i gaden. Han takkede Jytte Ludvigsen for den gode aften og for det store arbejde hun havde lagt i arrangementet.
Generalforsamlingen genvalgte Nels Thorsgaard, Nis Refshauge, Gerhardt Hansen og Ejner Schmidt til bestyrelsen for en ny toårig periode. Mødet havde Freddy Ørnskov som dirigent. / sebro