Christiansfeld markerer 250-års jubilæum med musik, hygge og byvandring

 

Et  flot stemningsbillede af nogle af de huse i Christiansfeld, hvortil grundstene blev lagt ned for 250 år siden.

Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)

CHRISTIANSFELD:  Lørdag den 1. april er en vigtig dag i Christiansfelds historie. På selvsamme dato i 1773   altså for 250 år siden – blev de allerførste byggesten til det unikke byggeri vi kender i dag lagt ned. Og det markerer Brødremenigheden i samarbejde med Museum Kolding og Jazz Trekanten, med en eftermiddag, som byder på byvandring og musik.
  Brødremenigheden inviterer til en spændende dag, fyldt med historiske og kulturelle oplevelser, som hylder Christiansfelds etablering.
Dagen starter i den romantiske have, Christinero, hvor alle borgere og andet godt folk inviteres med til et spændende oplæg fra Brødremenighedens præst Jørgen Bøytler som fortæller om byens grundlæggelse.
Fra Christinero vil der være en stemningsfuld byvandring ind til Christiansfeld by, anført af Street Parade bandet Bermuda Brass Band i samarbejde med Jazz I Trekanten. Bandet vil lægge melodi til de smukke omgivelser, mens deltagerne går ind mod kirkepladsen (Grev Zinzendorf Plads).

Kort højtidelighed

Den 1. april er noget ganske særligt for byen, da de første sten til de fire første huse officielt blev nedlagt den selvsamme dato tilbage i 1773. Dette markers efter byvandringen med en kort højtidelighed foran tre af de fire huse, hvis grundsten blev nedlagt. Brødremenighedens basunkor vil være på stedet og spille, og der vil være fællessang, lyder det i en udsendt pressemeddelelse fra Brødremenigheden.

Til Prætoriustorvet

Turen vil derfra gå videre til Prætoriustorvet ved Brødremenighedens Hotel, hvis grundsten også blev nedlagt den 1. april 1773. Her vil bydes på en hyggelig og stemningsfuld fejring med New Orleans inspireret musik, og pølser og drikkevarer.
Det er gratis at deltage i arrangementet, som starter klokken 14 ved Christinero. Og alle er velkomne til at deltage, lyder fra Brødremenigheden. Der kan i øvrigt læses mere detaljeret om programmet på www.Facebook.dk/

Se også