200 fejrede Christiansfelds fødselsdag med vandring og pølser
Omkring 200 borgere havde fulgt opfordringen til at markere Christiansfelds 250 års jubilæum lørdag den 1. april. Trods blæst og kulde var de taget ud til Christinero-skoven udenfor byen, hvor glade toner fra Street Parade bandet Bermuda Brass Band tog imod.
Af Henri Nissen – Fotos: Lars Østergaard Jensen
Koldings borgmester Knud Erik Langhoff holdt en kort tale, hvor i han fremhævede byens spændende historie og det forarbejde, som politikere og Brødremenigheden havde været involveret i for at få godkendt byen på UNESCOs Verdensarvs liste.
Han beklagede, at flaget på genforeningspladsen ikke var blevet hejst i dagens anledning, hvilket mange havde gjort ham opmærksom på, at det naturligvis burde.
Efter endnu et nummer med brass-bandet, fortalte pastor Jørgen Bøytler kort om, hvordan byen opstod i 1773.
– Forud for grundlæggelsen var Brødremenighedens stifter, grev Zinzendorf i København i 1731 til kroningen af Christian d. 6. Muligvis forsøgte Zinzendorf med flere at starte en Brødremenighed i Tønder. Men senere (ca. 1735-40) opstod et brødresocietet i Stepping. Og i 1739 blev det københavnske Brødresocietet grundlagt. (Det blev nedlagt i 1920.) Der blev afholdt gudelige forsamlinger i Sønderjylland, Nørrejylland og på Fyn. Men i 1744-45 blev Brødremenigheden nærmest forbudt, da der blev udstedt to forordninger imod den. Men alligevel fortsatte Brødremenigheden med aktiviteterne.
Christiansfeld kunne have ligget i Vandsbæk!
Men i 1769 opfordrede Christian d. 7 til, at der blev oprettet en Brødremenigheds-koloni i Vandsbæk ved Hamborg. Men Brødremenigheden takkede nej, muligvis fordi ejeren af området var en stor forretningsmand, der også var involveret i slavehandel.
I 1771 opfordrede den danske regering Brødremenigheden til, at den anlagde en brødrekoloni i det danske kongerige. Struense var primus motor i den proces, Den 23. september 1771 købte menigheden så Tyrstrupgaard. Og et par måneder senere, den 10. december underskrev kongen konsessionen. Herefetr besluttede ledelsen i Herrnhut, at byen skal kaldes Christiansfeld. Forordningerne imod Brødremenighedens aktiviteteter blev kort efter ophævet. Struense blev imidlertid henrettet i 1772, men aftalen blev stadfæstet.
I 1773 lavede man en byplan for Christiansfeld på 18 hektar. Og endelig den 1. april kunne man nedlægge grundstenen for de første fire huse, fortalte Jørgen Bøytler.
De første fire huse
De forsamlede gik herefter med brass-bandet i spidsen gennem skoven til bull-laden, hvor man efterlod musikerne. Herefter fortsatte de gående til byens centrum, hvor pastor Bøytler holdt en kort mindehøjtid for de første fire huse, og menighedens eget hornorkester spillede til en kendt brødre-sang. Bøytler nævnte bl.a. at “løsensordet” fra 1. april 1773 handlede om, at “alle Guds løfter har fået deres ja i Ham” (Jesus). Et løsensord er et bibelvers, der findes ved lodtrækning og bruges i alle brødremenigheder den pågældende dag.
-For 250 år siden hørte menigheden dette bibelord som Guds ja til at de opførte byen. Og der går en lige linje til løsensordet i dag – 250 år senere.
Bøytler læste derefter løsensordet til 1. april 2023, som lød: “For sit store navns skyld vil Herren ikke forkaste sit folk.” Gud vil altid være med denne by – og med os alle sammen.
Brass-bandet havde nu igen fået pusten og ledte alle de forsamlede til Prætoriustorvet, hvor der var øl og sodavand – og varme pølser til alle, der udholdt at stå i den lange kø foran pølsevognen.
Plakater og krus
I anledning af jubilæet blev der i tirsdags, den 28. marts, præsenteret en ny serie plakater, et årsstempel og pakkepapir med Brødremenighedens adventsstjerner. Alt sammen designet af kunstnerne Gitte Kath og Mona Lyngs.
Her blev også en nytrykt gammel bog vist frem. Bogen er et vindue ind til en svunden tid. Det er nemlig et ordensreglement for Brødremenigheden fra 1781 – altså for næsten 250 år siden.
I forbindelse med jubilæet er der fremstillet kopper, halsedisser, mærkater og muleposer med påtrykt tekst. De kan købes i nogle af byens butikker og caféer.
Jubilæet fejres også den 13. august bl.a. med en festgudstjeneste med deltagelse af officielle gæster.
Fejres også i august
Den anden store begivenhed, hvortil alle er velkomne, og hvor der også forventes repræsentanter for det officielle Danmark, sker den 13. august 2023.
Her bliver der bl.a. festgudstjeneste i Brødremenighedens Kirke med det traditionelle kærlighedsmåltid på kirkens fødselsdag.