Succes med fritidsjob for unge på lokale plejehjem
Kolding Kommune har siden 2021 tilbudt fritidsjob på kommunens plejehjem til unge under 18 år. Og interessen fra de unge har været stor.
135 unge har søgt de 31 fritidsjob. Og for plejehjemsbeboerne har de unge på plejehjemmene været med til at skabe liv, glæde og mere tid i hverdagen på plejehjemmet. Samtidig er et fritidsjob på et plejehjem en god måde at snuse til og finde ud af, om en SOSU uddannelse kunne være interessant, fortæller chefkonsulent Lars Siig Nielsen, Kolding Kommune.
Formanden for seniorudvalget i Kolding Kommune, Søren Rasmussen, ser også flere fordele ved ordningen med fritidsjob for unge på plejehjemmene:
– Vi får brug for rigtig mange SOSU uddannede medarbejdere i fremtiden i takt med, at der kommer flere ældre. Jeg håber, fritidsjob for unge på plejehjem kan være med til at øge interessen for SOSU faget, siger formanden.
I alt 49 unge har været ansat som fritidsjobbere på plejehjemmene i Kolding Kommune siden 2021. Projektet hedder ’Hånd-i-hånd,’ og de unge arbejder typisk 2-4 timer om ugen. Projektet udløber ved udgangen af 2023. På grund af de gode erfaringer er der i kommunens budget forslag om at videreføre projektet, der koster 300.000 kr. om året.