31 års medvind for Christiansfeld Cykel Motion

I 1992 startede fremsynede entusiaster Christiansfeld Cykel Motion med 36 medlemmer. Siden dengang er mange flere kommet til, og foreningen tilbyder mange forskellige tilbud og aktiviteter året rundt.

Foreningens nuværende formand Claus Iversen

Det hele startede allerede i 1980´erne, hvor cykelsporten kom i vælten takket være professionelle ryttere som Jørgen V. Pedersen, Kim Andersen og Rolf Sørensens deltagelse i Tour de France, hvor de alle tre kørte flere dage i den gule førertrøje.

Det inspirerede mange danskere til at købe en racercykel og trampe rundt på landevejene.
I cykelklubberne begyndte man at oprette afdelinger for motionister blandt andet i Haderslev klubben Speed 75.

Formanden for denne klub boede i Christiansfeld og overtalte nogle lokale cykel-entusiaster til at komme til Haderslev og deltage på træningsture med en større gruppe. Blandt dem var Frede Schrøder, Erik Christiansen samt Erik Mølgaard.

CCM stiftes i 1992

Efter et par år valgte omkring 10 cyklister med Frede Schrøder i spidsen at oprette en motionsklub i Christiansfeld. I december 1992 var der stiftende generalforsamling.

Bestyrelsen bestod af formand Frede Schrøder, næstformand Erik Mølgaard, kasserer Jens Kjeldsen, sekretær Else Søndergaard og bestyrelsesmedlem René Ørnskov. Frede Schrøder blev i 1999 afløst af Bent Ditlevsen som ny formand og i 2002 overtog Jytte Nørgaard hvervet indtil 2008, hvor hun blev afløst af Finn Kragelund. I 2020 overtog Claus Iwersen formandsposten.

Bestyrelsen består i dag desuden af Kenneth Paulsen, Carsten Jørgensen og Michael Glaser samt kasserer Erik Jespersen.

I 1993 kom sæsonen i gang med godt fremmøde onsdage og lørdage med op til 50 deltagere. Fra 2006 blev der trænet 3 gange om ugen.

Efterhånden har mange af de medlemmer, som var med fra starten, nået pensionsalderen, og der blev derfor oprettet hold for veteraner, der kan træne om formiddagen tirsdag og torsdag.

Foreningens nuværende formand fortæller til avisen, at veteranholdet især kan mønstre klubbens største fremmøde på dage med sol og medvind!

Der er ofte højt humør – både før og efter træningen.

Lange træningsture

Klubben begyndte hurtigt også at arrangere lange træningsture bl.a. til Skulpturparken i Tørskind på 135 km samt længere en-dages ture til bl.a. Sønderhav, Vejleområdet, Løjtland og Fredericia.

I foreningens 25-års jubilæumshæfte fra 2017 fortælles om klassikeren, Lillebælt Rundt, der er en 235 km lang tur via Als, overfart med Fynshav færgen og hjemtur over Fyn.

Motionsløb

Foreningens medlemmer har fra starten i 1993 deltaget i forskellige motionsløb overalt i landet som Bakkeløbet i Kolding på 110 km, Als rundt på 150 km, Langeland Rundt på 150 km, Nordjylland Rundt samt Sønderjylland Rundt med distancer fra 110 til 288 km.

Vintertræning

Der blev tilmed arrangeret gymnastiktræning om vinteren for at holde formen vedlige.
I de senere år er gymnastikken blevet afløst af spinning. Flere og flere har desuden anskaffet mountainbikes (MTB), og der cykles nu også i den kolde årstid, hvor de bredere og grovere MTB-dæk gør det muligt at komme rundt i skovområder og ujævnt terræn.

Mange medlemmer deltager også i Vintercup, et orienteringsløb arrangeret som en gennemgående konkurrence over 5 løb afviklet af motionsklubberne i det sydjyske- og fynske område.

Siden 1994 har CCM flere gange stået som arrangør af en løbsafdeling, der har haft start og mål bl.a. ved Tyrstrup Skole, Cuben, Motel Jels og ved Haderslev Kaserne.

I 2008 blev den første 2-dages MTB-tur på Gendarmstien arrangeret med overnatning i Padborg, Siden har CCM afviklet ture til Søhøjlandet, Sea West, ad Hærvejen og i Mols Bjerge.

Motionsløb i udlandet

Interessen voksede snart for deltagelse i motionsløb i udlandet.
Den første CCM-deltager satte standarden i 1994 med 550 km fra Trondheim til Oslo.
De ivrigste medlemmer har deltaget i motionsløb i Italien, Holland, Belgien og Frankrig. Flere drog nordpå og klarede 350 km i Telemarken i Norge og en gruppe gennemførte 300 km i Vättern Rundt i 2001.

Et meget populært løb har været den barske udfordring Ötztaler Rad Marathon i Østrig på 238 km og hele 5500 højdemeter. Det er et løb fuldt på højde med de sværeste bjergetaper i Tour de France, og trods den svære udfordring har flere fra CCM gennemført både 5 og 7 gange.

Der er fart over feltet, når cykelmotionisterne rykker ud.

Klubmestre

I 1993 blev det besluttet, at sommersæsonen skulle afsluttes med et klubmesterskab i enkeltstart over 30 km – via diverse ruter i omegnen.

Jytte Nørgaard har suverænt vundet mesterskabet for kvinder 13 gange, mens der har været 15 forskellige mandlige mestre. Finn Kragelund vandt mesterskabet hele 6 gange. Klubmesterskabet og sommersæsonen blev altid afsluttet med en festlig aftenfest

Weekend klubture og cykelferie i udlandet

Klubbens første tur til udlandet var på 200 km ned til Christiansfelds venskabsby, Glückstadt – en tur, der sluttede med 80 km i styrtregn.

Det stoppede dog ikke interessen, og næste cykelferie blev en 5-dages tur med 23 deltagere til det franske vinområde Alsace.

Her fik deltagerne deres første erfaring med cykling i rigtige bjerge. Samtidig fandt man ud af, at maj måned i Alsace kan være kold med snevejr. Måske derfor blev det populæreste rejsemål for cykelferierne efterhånden Mallorca med rimelig sikkerhed for sol og varme allerede i marts-april. Gennem årene har klubben arrangeret cykelferie på øen hele 12 gange. Yderligere har der været arrangeret cykelferier til Korsika, Pyrenæerne, Toscana og Alicante.

Stadig medvind efter 3 årtier

Klubben CCM tæller i dag 86 medlemmer og har fortsat tilbud om træningsture og andre aktiviteter året rundt, fortæller den tidligere næstformand, Erik Mølgaard, som selv med 82 år stadig er meget aktiv deltager.

Han er fint eksempel på, at man selv i en meget høj alder kan være med ude på landevejen. Således fortæller han om en juleafslutning på Brødremenighedens Hotel efter en træningstur for medlemmerne af veteranafdelingen – hvor der blandt de 16 deltagere kunne mønstres hele 11 kunstige hofter!

Claus Iversen, formand for klubben, runder af med at fortælle, at CCM er en klub med medlemmer i alle aldersgrupper, hvor motion og det sociale sammenhold vægter meget højt.

– Klubben byder rigtig gerne nye medlemmer velkommen, og man er altid velkommen til at komme til en prøvetræning. Vi er stolte af de mange år, klubben har eksisteret, og alle de ildsjæle, der har gjort rigtig meget for klubben.

Der skal fortsat fortælles historier på cykelture i ind- og udland, så hvis der sidder nogle derude, som godt kunne tænke sig at være en del af dette fantastiske sammenhold og få nogle gode cykeloplevelser, så læs mere på vores hjemmeside om klubbens mange tilbud, kontaktadresse med mere: christiansfeld-cykelmotion.dk.

Lars Østergaard

Se også