Andst vandrer til fordel for rent drikkevand i Afrika

En sund måde at hjælpe med noget meget konkret.

Af Henri Nissen

Idéen kommer fra Charlie Uldahl Christensen fra Esbjerg, som i 2015 begyndte en rejse til fods fra Esbjerg til Tanzania. Han er endnu ikke nået frem.

Onsdag den 6. april kl. 16-18 vil en del borgere i Andst by vandre 1,7 km til fordel for et drikkevandsprojekt i Afrika.

Man begynder med et kort oplæg om ”Walking for Water” i Andst Kirke og derefter følger 1 times gang eller løb for alle – med små overraskelser. Man slutter af med kage sponsoreret af Andst Efterskole og saftevand, kaffe eller te.

Walking for Water

I 2015 begyndte esbjergensiske Charlie Uldahl Christensen sin rejse fra Esbjerg til Tanzania til fods. Han går for at rejse penge til at etablere vandsystemer i afrikanske lande, fordi mange mennesker mangler adgang til rent vand. Han har gået langt, men hans rejse er endnu ikke slut.

Idéen til ”Walking for Water” opstod i 2013, hvor Charlie Uldahl Christensen i lang tid boede i en landsby i Tanzania. Her gik folk 19 kilometer hver vej for at skaffe rent vand.

Hvis det lykkes borgerne i Andst at indsamle penge nok, vil der blive gravet en brønd et trængende sted i Afrika med Andst By’s navn på, ligesom man her kan se en brønd, hvor Esbjergs Internationale Skole nævnes som sponsor.

– Nu skal vi i Andst ud og gå og derved samle et bidrag ind til projektet til opførelse af endnu en brønd – eller måske to, skriver initiativtagerne, som er Andst Menighedsråd i samarbejde med Andst Efterskole, Andst Ungdoms- og Idrætsforening, og Spejderne.

De, der går, skal helst få andre til at sponsere deres gang / løb. Det kan være forældre, bedsteforældre, naboer, søskende, firmaer eller vandreren selv.

Sponsorerne skal kun betale 20 kr. Beløbet går ubeskåret til Walking for Water. Hvis man bare selv har lyst til at gå med, indbetaler man selv de 20 kr., ligesom der er mulighed for bare at give et bidrag, hvis man ikke har mulighed for at deltage.

Det kølige, sprudlende vand, som man kan pumpe op, giver en masse glæde – ikke mindst blandt børnene.

Hvis det lykkes borgerne i Andst at indsamle penge nok, vil der blive gravet en brønd på et tørt, trængende sted i Afrika. Og brønden vil få Andst By’s navn malet på brønden, ligesom man her kan se en brønd, der er sponseret af Esbjergs Internationale Skole.

Og så kan man glæde sig over, at der er mange taknemmelige børn og voksne et sted i Afrika, som får det meget nemmere i deres dagligdag, når vandet ikke skal hentes mange kilometer væk.

Se også