Lunderskov jubler over multicenter

Det er disse to bygninger, Lunderskov Hallen til venstre og biblioteket til højre, der bygges sammen. (Arkivfoto: sebro-press)

Af Svend Erik Brodersen
Journalist (DJ)

LUNDERSKOV: Der jubles i Lunderskov. Og ikke uden grund. Byen er kommet et vigtigt skridt nærmer realiseringen af et nyt stort multicenter i byen.

Kolding har netop frigivet de første 4,5 millioner kroner til projektet. Af sagsbehandlingen i byrådet fremgår, at projekt Multicenter er planlagt realiseret i etaper. Første etape forventes at koste 7,7 millioner kroner.

Udover den seneste kommunale bevilling på 4,5 millioner, skal finansieringen bl.a. også ske via afsatte og ubrugte midler fra borgerplan- og centerbypulje på 3,267 millioner kroner. Det betyder, at  økonomien til første etape er i hus.

Styringen af projektet er lagt i hænderne på ledelsen af den selvejende institution, Lunderskov Hallen. Herfra oplyses at man nu påregner at sætte første etape i gang allerede ultimo 2021.

Byens nuværende idrætshal skal bygges sammen med byens tidligere rådhus, som er kommunalt ejet, og rummer bibliotek og mødelokaler.

Sammenbygningen skal være hjertet i det nye multicenter og omfatte hovedindgang, mødested for brugerne og et centralt cafeområde med åben adgang til centrets to bygninger.

Etapen ventes at stå klar til brug i løbet af 2022.

Lunderskov Multicenter er et projekt, som rigtig mange gode kræfter i byen brænder for. Det fremgår af sagens behandling, at frivillige grupper og bestyrelsen for Lunderskov Hallen i de seneste otte år har arbejdet med projektet. Hele vejen har visionen været at skabe et samlingspunkt med fritidstilbud for alle borgere i alle aldre.

Det samlede projekt, Lunderskov Multicenter, udføres efter streger fra Tegnestuen Mejeriet i Kolding – og er i sin helhed anslået til at koste 39 millioner kroner.

Se også