Sommerhus ved Hejlsminde antændt af ukrudtsbrænder
Brandmyndighederne opfordrer til at udvise særlig forsigtighed.
Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)
HEJLSMINDE: Ukrudtsbrændere er årsag til så mange brande, at brandmyndighederne opfordrer til at være særlig opmærksom ved brugen ved at altid at holde afstand fra bebyggelse og andet let antændeligt.
Og netop brugen af en ukrudtsbrænder var forleden årsag til, at et sommerhus på Vinkelvej 9 i Mindegården i Hejlsminde ved en brand blev beskadiget så meget, at det er tvivlsomt, om det blive til hus igen.
Branden blev opdaget ved, at det var begyndt at ryge ud fra sommerhusets tag. Ved nærmere eftersyn kunne det konstateres, at der var ild i huset. Brandvæsnet blev tilkaldt kl. 19.17 – og kom fra Fjelstrup.
Et par timer forinden havde ejeren været i gang med at fjerne ukrudt med en ukrudtsbrænder. Ubemærket ild herfra angives fra politiet at være årsag til branden. Det viste sig nemlig, at det brændte lystigt under træbeklædningen, og at ilden ved brandvæsnets ankomst havde bredt sig fra bunden og op til taget. Branden udviklede meget kraftig sort røg. Og da de sidste gløder var gjort uskadelige, havde sommerhuset lidt stor skade.
Selv om Vinkelvej i sommerhusområdet Mindegården i Hejlsminde ligger i Kolding Kommune, og dermed under TrekantBrand’s beskyttende vinger med stationer i Christiansfeld og Kolding, så kom de første brandbiler fra Fjelstrup Frivillige Brandværn i Haders-lev Kommune.
Forklaringen er, at det netop er indført ved lov, at alle borgere i Danmark har krav på at få hjælpen fra nærmeste brandstation uanset kommunegrænser eller andre skillelinjer. Og geografien er skruet sådan sammen, at Fjelstrup er nærmeste brandstation for Hejlsminde – både når det gælder 112-hjælp til byen og til sommerhusområderne.