Lunderskov-familie rejser rundt i Afrika

Børnene skal opleve noget mere end Danmark, siger deres mor før afrejsen.

Familien Schwenke

Af Henri Nissen
Familien Schwenke i Lunderskov er en almindelig familie. Far Kristoffer er lastbilchauffør, og mor Jeanette har valgt selv at passe deres egne små børn.

Familien vil gerne opleve noget sammen, mens børnene er små.
Derfor vover de sig nu ud på en eventyrlig rejse i Afrika. »Hyggekassen« (deres lastbil) bliver sendt med skib til Sydafrika den 1. juli, og så følger familien efter.
– Vi synes, det er en gave at være sammen som familie. Og vi nyder det også herhjemme. Vi har tidligere været på Nordkap sammen i »Hyggekassen«. Nu vil vi gerne opleve Afrika sammen. Vi glæder os. Men vi er naturligvis også lidt spændte på, hvordan det vil gå. Og lige nu er vi også meget stressede med at få ordnet alt, inden vi skal rejse, fortæller Jeanette.
Hun indrømmer, at bedstemødrene er lidt bekymrede. Selv kommer hun fra Hvilested ved Kolding, mens Kristoffer kommer fra Binderup. De har boet på Baldersvej i det naturskønne Lunderskov i 4 år. Og planen er at vende tilbage. Huset er kun midlertidigt lejet ud.
– Vi skal selv undervise Noah (9 år) undervejs. Min søster er lærer, og vi har fået skolebøgerne med. Så det skal nok gå, mener Jeanette. Hun er vant til at være hjemme og passe Gabriel på 5 og Lilly på 3 år.
Når familien kommer til Sydafrika med fly, vil de hente lastbilen og besøge Cape Town, Johannesburg, Durban. Når de kører gennem nationalparkerne, kan de sidde på taget af bilen og betragte de vilde dyr.
Familien håber at nå op igennem Namibia, Lesotho, Botswana, Zambia, Tanzania, Kenya, Uganda og Etiopien. Men Afrika er kæmpestort, så måske når de kun nogle af landene.
Kristoffer fortæller, at »HYGGEKASSEN« er en ombygget tysk brandbil, som de selv har gennemrenoveret. Firmaet Intruck i Padborg har sponseret læderbetrækning af kabinen.
Det er ikke gratis at rejse til Afrika. Alene skibstransporten af lastbilen koster 40.000 kr. Hertil kommer flybilletter. Og når familien om et halvt år tager tilbage til Danmark, koster det igen at få lastbilen sejlet hjem.
– Vi havde planlagt at køre hele vejen derned. Men det er for farligt gennem ørkenen og i krigsområderne i Nord-Afrika. Derfor begynder vi i stedet nede i Sydafrika. Og vi holder os væk fra de farlige bydele, lover han.
Han har selv arbejdet rigtig mange timer for at skaffe penge nok til rejsen.
– Nu glæder jeg mig til at sidde sammen med ham på lastbilens tag og se solnedgangen over savannen, slutter Jeanette med et drømmende smil. Hun har spinket og sparet for familiens store eventyr.
2.247 følger dem allerede på facebook: Family Schwenke’s Adventure.

Se også