Borgere i Hejlsminde kræver mobil salgsvogn fjernet fra havnepladsen
De mener, at salgsvognen giver kiosken i forsamlingshuset uretfærdig konkurrence. Men andre borgere og turister mener, at det er godt nok med lidt konkurrence om is- og pølsepriserne...
Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)
HEJLSMINDE: Beboere i Hejlsminde er så utilfredse med en mobil salgsvogns tilstedeværelse på Havnepladsen, at de har klaget skriftligt til kommunen. De mener, at vognen pådrager en eksisterende forretning/kiosk på stedet så meget uretfærdig konkurrence, at de kræver den fjernet.
Avisen har stukket fingeren i jorden i ”stridsområdet” i Hejlsminde for at lodde stemningen. Her har det vist sig, at byen og egnen faktisk er delt med hver sit standpunkt. For eller imod salgsvognens placering på Havnepladsen. Dog nok med et flertal af modstandere.
Modstanderne af salgsvognen – og dermed primært de beboere, som har sat deres navn på protestlisten til kommunen – mener, at salgsvognen påbyder den faste kiosk ulige konkurrence. Det sker med begrundelsen, at ejeren af denne både betaler leje af butikslokalet og betaler skat til Kolding Kommune. Og der er åbent hver dag hele sæsonen.
De er åbenbart heller ikke tilfredse med, at salgsvognens ejer kan nøjes med at bare komme, når det passer ham, og at det kun er på gode salgsdage. De kræver derfor salgsvognen fjernet.
Borgere, som synes det er i orden med salgsvognens tilstedeværelse, mener det er godt, at den faste butik endelig har fået konkurrence. De mener, at ejeren af den faste butik har udnyttet at være ene på markedet, både hvad angår pris og kvalitet.
Afdelingsleder Rikke Winther Revsholm bekræfter, at Kolding Kommune har modtaget den omtalte protestskrivelse fra utilfredse Hejlsminde borgere og siger, at der er mange navne på listen. Hun fortæller, at sagen nu vil blive behandlet efter gældende regler i kommunen. Formentligt her i løbet af efteråret.
Som tidligere omtalt her i avisen, har ejeren af den omstridte salgsvogn fået tilladelse til opstilling og salg fra salgsvognen i Hejlsminde af Kolding Kommune. Det er sket med baggrund i en generel beslutning i byrådet, der er truffet med henblik på at skabe liv på pladser og andre egnede steder rundt om i kommunen. Og der iblandt er altså Havnepladsen i Hejlsminde.