SPEKVA i Vamdrup har fået ny direktør
VAMDRUP/ERHVERV: Jesper Nicholaisen er netop tiltrådt som ny administrerende direktør for virksomheden SPEKVA i Vamdrup. En virksomhed, som producerer snedkerkøkkenbordplader i massivt træ til ind- og udland.
Jesper Nicholaisen er 50 år og kommer fra Aarhus. Han kommer til virksomheden i Vamdrup med 29 års erfaring fra træbranchen, senest som direktør i egen virksomhed.
Tirsdag havde han officielt første arbejdsdag på posten som ny administrerende direktør for SPEKVA. Den sydjyske virksomhed får således en direktør, der kommer med solid erfaring fra branchen.
– Jesper har i næsten tre årtier rådgivet og solgt produktionsløsninger til primært træbranchen, og han har således et indgående kendskab til branchen og en spændende profil, som tidligere rådgiver. Med sin solide ledelseserfaring og kendskab til SPEKVA ser vi frem til at have ham ved roret på vores fortsatte vækstrejse, siger bestyrelsesformand hos SPEKVA, Ib Sand Nykjær.
Jesper Nicholaisen valgte tidligere på året, for at bringe sine kompetencer i spil på nye måder i branchen, at træde ud som ejer og stoppe som direktør i Nicholaisen A/S, der rådgiver og leverer maskinløsninger til blandt andet trævirksomheder:
– Da muligheden bød sig, var jeg ikke i tvivl om, at lysten var der. SPEKVA er en spændende virksomhed, der værner om sine danske rødder og det gode håndværk, hvilket er grundpillerne for at kunne snedkerere unikke massivtræs-køkkenbordplader i en kvalitet af øverste hylde. Og det var simpelthen en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til, da jeg fra start af vidste, at jeg her havde noget at bidrage med mine mange år som rådgiver i træbranchen som baggrund, fortæller Jesper Nicholaisen.
I juni kunne SPEKVA i Vamdrup offentliggøre et overskud på 4,4 millioner kroner for 2021, hvoraf størstedelen af omsætningen realiseres på de internationale markeder, og den nye direktør ser oplagte muligheder for fortsat at vækste forretningen:
– Vi skal videreføre det unikke træhåndværk, som er virksomhedens DNA. Det skal vi ikke mindst sammen med vores kunder, mens vi naturligvis også skal have øje for nye muligheder og fortsætte vores vækstrejse mod de markeder, hvor kunden ønsker skræddersyede køkkenbordpladeløsninger af det bedste og reneste materiale, som naturen kan tilbyde, lyder det fra den nye direktør hos SPEKVA.
Jesper Nicholaisen overtager direktionskontoret i Vamdrup fra Ulrik Mikkelsen, som har været konstitueret direktør i SPEKVA siden maj.
Firmanavnet SPEKVA kommer af stifteren hed Johannes Spek med adresse i Vamdrup. /sebro