Nu kan du også få dit barn vaccineret mod influenza på regionens centre

Hidtil har det kun været muligt at få de små poder vaccineret for influenza hos praktiserende læger

SUNDHED: Det skal være nemt at få sit barn på 2-6 år vaccineret for influenza. Derfor lukker regionen fra mandag den 14. november op for, at børn også kan blive vaccineret mod influenza på regionens vaccinationscentre. Hidtil har det kun været muligt for børnene at blive vaccineret hos de praktiserende læger. Det fortæller Poul Erik Jensen (S) medlem af regionsrådet.

Sundhedsstyrelsen forventer, at influenzaen vil ramme landet hårdere i år efter to vintre med masser af hjemmearbejde og corona isolation. Derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen til, at udvalgte målgrupper blandt de voksne samt små børn på 2-6 år nu lader sig vaccinere.

– Små børn bliver normalt ikke så alvorligt syge af influenza, at det kræver indlæggelse, men de smitter meget, og de kan blive hårdere ramt i år, da de måske ikke har været syge med influenza tidligere. Influenzasmitte hos børn betyder hvert år mange sygedage blandt børnene og deres pårørende, forklarer Poul Erik Jensen videre om tiltaget.

Hos Region Syddanmark har man allerede fra 1. oktober kunnet få sit barn vaccineret med en næsespray mod influenza hos de praktiserende læger, der tilbyder vaccination dette efterår og vinter. Men nu udvider regionen altså tilbuddet ved at åbne for influenzavaccination af børn på regionens syv store vaccinationscentre, hvor et af dem ligger i Kolding Syd./sebro

Se også