På vinterudflugt til oldtiden

Mellem Stenderup skoven og Fænø, som ses i baggrunden, er Lillebælt 81 meter dyb.

NATUR: I bil tager turen cirka 25 minutter fra Christiansfeld til Sdr. Stenderup via Taps, Sjølund over Skamlingsbanken eller via Vonsild og Sdr. Bjert. Efter kirken i Sdr. Stenderup følges vejen mod Løver Odde. Efter små to kilometer, ved gården Fensbjerg og lige før vejen fører ind i Nørreskov, drejes til højre ved det lille hus i skovkanten.

Følg så vejen ca. en kilometer gennem skoven, stil bilen på holdepladsen med skoven til venstre og den store mark til højre. Her findes en informationstavle.

Med marken til venstre traves der 500 meter til, hvor grusvejen svinger til venstre. Her stod indtil i foråret et stort og måske 500 år gammelt egetræ, der faldt i stormvejret. I foråret vokser her lækre, duftende ramsløg inde under træerne.

Indtil 2022 voksede denne ældgamle eg i Skovkanten. Personen illustrerer træets tykkelse og størrelse.

Omkring 100 meter længere henne ad grusvejen finder man den 21 meter lange og 10 meter brede Langdysse lidt gemt i skovekanten. Nu, om vinteren, er det nemt at få øje på oldtidsmindet, når træerne ikke bærer blade.

5000 år gammel langdysse

Oprindeligt har det været en gravhøj, hvor stenene markerer omridset. Langdyssen med to gravhøje menes rejst cirka 3950 – 2801 før Kristus og hører derfor til i det tidlige bondesamfund.

I forbindelse med en restaurering i 1942 fandtes flintøkse, sandstensøkse, ler-skår og en stenhammer. På nogle af dyssens sten er udhugget det primitive skåltegn – en rund fordybning – der kan symbolisere solen eller frugtbarhed.

Ved bygning af kirker og store gårde på egnen har man hentet sten fra dyssen, og stenhuggernes kløvemærker kan stadig ses for eksempel på randstenene i den vestlige ende.
Stenderup Skovene byder desuden på en lang række af andre oplevelser, der frister til flere besøg på alle årstider. Læs meget mere om disse på hjemmesiden:

https://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider/stenderup-skovene/

Tekst og foto: Lars Østergaard Jensen

Resterne af den imponerende langdysse i Strenderup skoven.
Se også