John drømmer om de rette købere

John Asger Clausen har haft Blomstergården i 46 år. Han driver plantecenteret sammen med 3 ansatte og kunne næsten ikke ønske sig andet bortset fra, at alderen kan mærkes.

– Jeg er trods alt 78, så det går jo den vej. Vi har ikke sat Blomstergården til salg, men … hvis der kommer nogen, der er interesserede, så…”

”Vi har fået lavet karnapper ovenpå, og der er trapper og det hele, så det er hurtigt at lave en lejlighed deroppe. Hvis man vil,” siger han, som noget af det første.

Han sidder ved køkkenvinduet med en kop kaffe og god udsigt over plantecenteret og butikken. Hvis man vil, siger han. Men John ligner ikke en, der er klar til at flytte herfra.

Han forklarer undvigende: ”På et eller andet tidspunkt så er jeg her jo ikke mere. Jeg er trods alt 78, så det går jo den vej. Vi har ikke sat Blomstergården til salg, men … hvis der kommer nogen, der er interesserede, så…”

John indrømmer, at han har sagt det før:

”Da jeg holdt 40-års jubilæum, sagde jeg, at jeg tog lige et par år mere. Men nu er der ingen deadline.”

Han smiler stort.

”Min lillesøster siger: ’Så må du jo bæres ud herfra.’ Jamen, så gør jeg det,’ siger jeg. Så skal jeg heller ikke rydde op efter mig.”

Sønderjyllands hyggeligste plantecenter

Den titel står John ved, men om han er den Sønderjyllands hyggeligste plantecenterejer, vil han ikke svare på. “Det må du spørge dem inde i butikken om. Men vi er nede på jorden, og vi snakker med folk. Vi kan fyre en joke af,” siger John.

”Folk kan gå rundt over det hele, og det er ikke så skræddersyet. Det skal være hyggeligt.
Vi har også haft Cameroun får, men de havde det med at hoppe ud. Så ringede folk og sagde:

’Du har et par geder stående midt ude i krydset.’ Så skulle vi ud og jage dem ind. Dem fik vi solgt.

– Lige nu går vi også og leger med tanken om måske at lave noget selvbetjening, fortæller John.

Lige nu har vi forskellige dværghøns, og så har vi nogle moskusænder. De yngler godt, men det er kun for hyggens skyld. Vi har bla. dagplejere, der kommer forbi og kigger. Og der kommer også en mand med sine to børn. De parkerer herude, går lidt rundt og kigger og så kører de hjem igen. Blomstergården er blevet sådan et slags udflugtsmål,” siger han.
”Og det er med til at gøre det hyggeligt.”

Begejstringen for planter og for at snakke med kunderne har han ikke fra fremmede.

Opvokset i et plantecenter

”Min far havde et firma i Haderslev. Det ligger der endnu, Clausen Bellis.”

Her hjalp John til fra han var lille. Men på et tidspunkt ville han prøve noget andet.

”Inden jeg rejste til Århus, tog jeg et hyrevognskort, for jeg havde tænkt, om jeg skulle noget andet end blomster. Jeg fik et job som chokoladesælger og kørte rundt og solgte dem i kiosker, men det var jo kun 37 timers arbejde. Så havde jeg jo heldigvis hyrevognskortet ved siden af og fandt en taxamand, der godt kunne bruge en chauffør om natten. Så passede jeg min taxa om natten og kørte rundt med chokolade om dagen. Dengang ku’ vi jo det hele.”

Men blomsterne trak.

Udlært blomsterdekoratør

”Da jeg blev udlært, var vi 70 piger og 4 mænd. Jeg blev udlært ved den kongelige hofleverandør i Århus. Min far og jeg havde snakket om, at jeg skulle have en alsidig uddannelse. Så jeg var 2 år ved Abel på Store Torv, hvor vi var 30 mand i binderiet. Det var et stort firma.

Derefter kom jeg op på Banegårdspladsen, hvor Ib Clausen havde en butik, og vi havde 2 år sammen der også. Der lærte vi at bruge blomsterne til den sidste ende. De blev pillet og nippet dengang. Sådan en rose kunne vi godt tage ud bagved for at pille visne kronblade af, så kom den ind igen. Den går ikke i dag. Men tiderne var sådan, at det hele skulle bruges.”
Efter læretiden startede John for sig selv.

– Da jeg blev udlært, var vi 70 piger og 4 mænd.

Vejen til Christiansfeld

”På et tidspunkt lejede min daværende kone, Hanne, og jeg et plantecenter lige udenfor Århus. Det kørte i nogle år. Men så blev min far syg, og vi rejste til Haderslev igen. Så hjalp vi til dernede, men far og søn… det er ikke altid lige godt, og så opdagede jeg, at der lå et gartneri herude i Christiansfeld. Så gik jeg ind og sagde: ’Hallo er det til salg?’

’Nej,’ sagde han så, for han havde lige købt det. ’Nå, så kom jeg for sent,’ sagde jeg, og så fik vi en snak. Han var ikke gartner, han var faktisk Sjakbajs på et asfalthold. Men hans søn var ved at blive udlært som gartner, og så havde de vovet at købe et gartneri.

Så sagde jeg: ’Hvis det nu går galt, så lægger jeg lige visitkortet her, så kan du jo ringe.’ Der gik kun et halvt år, så ringede han. ’Ej, det går ikke det her,’ sagde han. ’Det gror op over ørerne for os.”

Forandringer gennem tiden

At John har gjort gartneriet i Christiansfeld til sit eget, er der ingen tvivl om. Der er både blevet revet drivhuse ned og bygget andre op. Og butikken er blevet bygget til.
For selvom en plante er en plante, så gælder det om at følge med tiden.

”Jamen der sker da nogle ting. Det, jeg lærte som blomsterdekoratør, det går jo ikke i dag. Herudover har varegrupperne også ændret sig. Det er simpelthen noget andet, folk vil have i dag. Før var det kun en lille procentdel afskårne blomster og resten var potteplanter. Nu er antallet af solgte potteplanter nede i 10 %. Resten er sammenplantninger med sukkulenter og sådan noget stylet noget. Og så buketter. Dem sælger vi rigtig mange af.

Lige nu går vi også og leger med tanken om måske at lave noget selvbetjening, så folk også kan få, når vi ikke er her.”

Kan skaffe alt

John har i 46 år arbejdet udfra to præmisser: Det skal være hyggeligt, og han kan skaffe alt til kunden.

”Vi står jo for totalservice. Det er næsten lige meget, hvornår folk kommer og bestiller noget, så skal vi nok skaffe det hjem. Når folk kommer og skal have nogle stauder sidst på sæsonen, så har de været andre steder, som har sagt, at de ikke tog stauder hjem mere, for nu er sæsonen jo ved at være slut. Men den slutter ikke herude. Hvis kunden vil ha det, så skal jeg nok få det hjem.”

Det eneste, John lige nu mangler, er en gartner og en blomsterbinder mere.

“Lige nu leder vi med lys og lygte.”

Med personalets hjælp

For personale skal der til for at drive et plantecenter, særligt når man er 78. Men arbejdet er også med til at holde ham i gang.

“Der er nogle dage, hvor man synes: Ahh, den skulder der, jeg bliver lige lidt længere i sengen. Men hvis jeg nu ikke havde et job her, så ville jeg nogle dage nok blive liggende til kl 12, og så er det ikke sundt. Man skal i gang om morgenen: Bare det, at man kommer op og får lavet lidt kaffe og kommer i gang, er godt.”

For John handler det ikke om penge og økonomi, men om lysten til arbejdet og til at holde sig i gang.

Til sidst et par planteråd fra John:

– en rose, der hænger, den skærer man bare lige frisk og pakker den ind i en fugtig avis natten over.

– en vase ser fin ud midt på bordet, men står måske i fuld sol hele dagen, og det har blomsterne ikke godt af. Men hvis man sætter den i skygge, mens man er på arbejde og alligevel ikke ser den, så har den det meget bedre, når man kommer hjem, og den kan igen stilles midt på bordet.

Se også