Jordrup har fået et flot supermarked
Lokalbefolkningen i Jordrup og omliggende landsbyer har både investeret og ydet en praktisk indsats med at renovere den tidligere brugs.
Kunderne vrimlede ind hos ”Min Købmand” i Jordrup, da det nye supermarked åbnede torsdag den 24. august. Og tilstrømningen stoppede ikke efter åbningsdagen.
– Det er gået rigtig godt. Jeg er meget tilfreds. Det er gået over min forventing, siger den nye købmand, Nikolaj Nielsen, som sammen med sin kone Sara nu skal sørge for, at Jordrup beholder sit supermarked.
– Opbakningen er meget stor, bemærlker købmandsparret, der har fyldt butikken op med varer for 1.3 millioner!
Man kan da også få næsten alt. Frugt. Grønt. Blomster fra Gaza. Kød fra Dagrofa. Bagervarer fra Lunderskov. Apotekervarer fra Egtved Apotek, så man kan indløse sin recept her. Og pakkeservice fra PostNord, GLS og DAO.
Altsammen noget, der gør det muligt for lokalbefolkningen at handle lokalt og holde liv i deres eget område. Ved udgangen af butikken er der også indrettet et lille café-hjørne, hvor man kan købe sig en kop kaffe og snakke lidt.
Genopstået butik
Den tidligere butik, Dagli’Brugsen i Jordrup, havde sin sidste åbningsdag fredag den 24. februar 2023.
En lokal arbejdsgruppen var allerede da i gang med at sikre opbakning gennem anparter på i alt 2 mio. kr. for at kunne overtage butikken i Fynslund-området.
Hurtigt faldt valget på ”Min Købmand”, der køber hovedparten af sine varer fra Dagrofa. Og med et opland på ca. 800 husstande skulle det være muligt at fastholde den tidligere Dagli’Brugsens årlige omsætning på 9 mio. kr.
– Nu skal vi lige se, hvordan det går, og hvornår det passer kunderne at handle, siger den nye købmand, Nikolaj Nielsen, på spørgsmål om personale og åbningstider. Udover de tre unge medarbejdere, Martin, Mikkel og Mai, er der også ungarbejdere tilknyttet.
Lang åbningstid
Butikken har lagt ud med en lang åbningstid fra kl. 7.30-19.00.
– Men det synes jeg ikke er længe. I REMA arbejder man fra kl. 7-22. Jeg kunne sagtens arbejde 90 timer om ugen, så ser jeg bare ikke mine børn, tilføjer han med et smil til fru Sara.
Det nye købmandspar bor i hus i Børkop ved Vejle. De har to børn på 5 og 2 år.
Når familien ikke er flyttet til området, skyldes det, at de vil have fuld fokus på at få forretningen godt i gang, før de evt. bruger tid på at flytte.
– Det tager vi en vurdering af efter det første år, siger Nikolaj. Han har arbejdet indenfor både SPAR og REMA, og Sara har arbejdet indenfor REMA og Bauhaus. Så salg og handel er slet ikke fremmed for dem.
Men det er først og fremmest de lokale selv, der har reddet deres butik.
Stor lokal opbakning
– Det har været et kæmpe arbejde, indrømmer en kunde ved kassen. Det viser sig at være Rikke Vejen Jensen. Hun har været med i arbejdsgruppen sammen med sin mand, Søren, helt fra starten den 27. september.
– Først skulle der samles penge nok ind, og derefter skulle al indmaden jo tages ud af butikken og det skulle bygges op forfra.
– Hvorfor ville I have en butik herude? Kunne I ikke bare køre ind til Kolding?
– Man skal også tænke på det lokale. Hvis vi ikke har et samlingspunkt i vores lille by, så kan et lokalsamfund ikke overleve. Huspriserne ville jo falde 7-9 pct. siger eksperter.
Jeg har boet her i tyve år og altid handlet i Dagli’Brugsen. Men Coop nedprioriterede de små butikker. Nu har vi fået en super flot butik. Der er gjort meget ud af detaljer med lyset og flot interiør, så det er et rart sted at handle, siger Rikke Vejen Jensen.
– Vi er så glade for, at vi har fået dette købmandspar, Sara og Nikolaj. De er gode til at tage sig af de unge medarbejdere. De giver dem en chance for at få et arbejde, siger Rikke Vejen Jensen.
Arbejdsgruppen bag genoprettelsen er Tommy Lauritzen, Rikke Vejen og Søren Vejen-Jensen, Hans Nautrup, Karina Kragelund Sundahl, Line Brahms, Christoffer Olsen, Anne Grete Eriksen, Signe Garuto, Bent Skovsen og Kristian Dam.