Fuldt hus, da Skanderup sagde farvel til præsten

Kirkehuset var fyldt, da der blev holdt kirkefrokost og afsked for sognepræsten.

Der var knus og kram, mange taler og klovneoptrin, da over hundrede fra sognet sagde farvel til sognepræst Martin Karkov Kobbersmed søndag i Kirkehuset i Skanderup.

Selv om sognepræsten kun har været præst i menigheden i 6½ år, så sørgede menigheden for at give ham en festlig afsked.

Også provsten i Kolding Provsti, Karina Steinecke Dahlmann, var med til at sige farvel. Desuden var en del gamle konfirmander også mødt op for at sige farvel deres præst.

Kirke- og Kulturmedarbejder Mia Christina Broe Jakobsen.

Til Holstebro

Martin Kobbersmed skal være præst i Holstebro Kirke. Og begrundelsen for at forlade Skanderup er bl.a., at han i Holstebro kan indgå i et team på 5 præster, som kan deles om opgaverne. Han skal også være diakonipræst.

I Skanderup sogn, der også omfatter Lunderskov, har han været alenepræst, selv om sognepræsten i Andst, Helle Torp, også har medvirket med 20 pct. i Skanderup/Lunderskov. Andst hører dog til et andet provsti, Vejen, mens Skanderup/Lunderskov er en del at Kolding Provsti.

Forstår ham godt

– Vi er selvfølgelig kede af, at Martin rejser. Men samtidig forstår vi ham godt. Det er et krævende job at være præst i Skanderup. Ikke mindst, når man som Martin og Helene har tre små børn, siger Kirke- og Kulturmedarbejder Mia Christina Broe Jakobsen. Hun er også kirkesanger og skal således være til stede ved hver eneste gudstjeneste.

Martin Karkov Kobbesmed har blandt andet holdt friluftsgudstjenester.

Desuden er der stor aktivitet i Skanderup Kirke i løbet af ugen. Kirken er bl.a. kendt for spaghetti-gudstjenester, safarigudstjenester og andre utraditionelle gudstjenester, som er populære hos børnefamilier. Og der er også babysalmesang for mødre/fædre og børn og “kravlekirke” for de 9 måneder – 3 årige børn. Desuden er der “Pusterum” for ældre, foredrag, koncerter og Familierytmik.

Lang ventetid med cykelvikarer

Kirke- og Kulturmedarbejderen fortæller, at der desværre vil gå længere tid, inden kirken kan byde velkommen til en ny præst.

– Vi forventer først, at den nye præst kan ansættes til nytår. Det har ikke noget med os at gøre, det skyldes reglerne indenfor Folkekirken, siger hun.

Reglerne indenfor Folkekirken er nemlig sådan, at der ikke kan ansættes en ny præst straks, den tidligere præst stopper, som man ville gøre i resten at samfundet. Kirkeministeriet har fastsat, at stillingen først opslås, når præsten rejser, og med en ansøgningsfrist og samtaler med flere ansøgere, prøveprædikener osv. går der som regel tre måneder eller mere, inden en ny præst kan begynde.

Blandt de mange indslag var også en klovn, der gav præsten (til højre) gode råd.

Derved sparer kirkeministeriet penge, men det kan være hårdt for sognene at komme igennem denne periode. Sognet skal klare sig med vikarer fra de omliggende sogne, hvor disse præster så må bruge tid udenfor deres eget sogn.

Desuden kan sognet benytte sig af emeritusser, det vil sige pensionerede præster. Fx vil sognepræstens far, Niels Jørgen Kobbersmed, Kolding, træde til. Og det samme gælder sognets tidligere præst, Holger Haldrup, som bl.a. skal holde julegudstjenesten i sin gamle kirke.

Præsten laver ikke alt

– Vi er fast besluttet på at tage godt imod vikarene og have overskud til at fortsætte arbejdet. Vi har allerede noteret et kommende bryllup, og der kommer jo også dåb og begravelser, som andre præster må tage sig af. Og det er jo ikke præsten, der laver alt arbejdet i et sogn. Så vi medarbejdere vil selvfølgelig prøve at holde det i gang, mens vi spændt venter på den kommende præst, siger Mia Broe Jacobsen.

Martin Karkov Kobbersmed har i øvrigt været på forældreorlov indtil slutningen af august. Han rejser allerede torsdag, så gudstjenesten i søndags var hans sidste i Skanderup.
Han tiltræder fra 1. oktober det nye embede ved Holstebro Kirke.

Se også